Den søde juletid

Så kom december og med den ”kulde” og dage med lavt blus på ækvatorsolen. I december blæser Hamatanen fra nord. Viden fører så store mængder af rødt støv fra Sahara med sig, at solens stråler her i Tumu ikke trænger helt igennem og vejret virker næsten vinter aktigt –temperaturen falder til omkring 20 grader celsius om natten og desuden begynder solen først rigtig at brænde efter klokken ti…det er jo ren luksus.

Min juleferie startede allerede d.18., hvor jeg forventningsfuld kørte til Ouagadougo for at hente min veninde Britt i lufthavnen. Jeg kunne næsten ikke finde hende blandt alle de store mammas, der kom ud af terminalen med store guldtrofæer om halsen. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvilken konkurrence de egentlig havde vundet? Men meget populære var de, ingen tvivl om det.

Næste dag startede det første juleeventyr. Britt og jeg kørte den gamle land cruiser hele vejen til Mali, nærmere betegnet Bandiagara i Dogon Country. Det er et fantastisk sted, hvor ørken og bjerglandskab mødes i en flere hundrede meter høj og 200 km lang rød klippevæg.

Formålet med turen var en to-dags vandretur med overnatning på taget af en lille lerhytte under stejrneres blinken og myggenettes beskyttelse. Turen blev et hit og vi fik set masser af små byer hugget ind i klippen, turek-mænd viklet ind i beduintøj, drummedare, palmer, coucos, sjerneskud og folk der vandede deres fine løgmarker. Vores guide var god og talte enkelsk, hvilket i jeg var glad for!

D.22. kørte vi tilbage til Ouaga for at juleshoppe. Det blev en hektisk dag, hvor både julemad og julegave skulle shoppes. Heldigvis nåede vi akurat grænsen til Ghana lige før den blev låst for natten.

D.24. gik på bedste julebeskub. Jeg var selvfølgelig ude på en dejlig morgenløbetur og da jeg kom tilbage, blev der hygget i gården med jule kryds og tværs fra Britt´s medbragte Familie Journalen. Sådan et skal man da have, når det er jul. Britt og Mettes mor, Vibeke, var nok stjernerne, mens Mette og jeg hang på så godt vi kunne. Kl.14. skulle vi samles for at kokkere aftenes store julemiddag. Desværre var de to Burkina-købte ænder blevet dårlige og måtte smides ud… Nu var gode dyr rådne, men i Tumu kan man jo klare det meste, så vi fik slagte to ænder fra haven og købte to rå perlehøner fra den lokale bæverding. Vibeke stod for fulg og brune sovs. Ovnene har det med at drille, så den ene brædepande brændte en smule på, men hun klarede at lave sovs nok fra den anden. Britt lavede en vidunderlig ris ala mande (uden sprut men med mandle essens, hvem mon bestemte det). På et tidspunkt så det lidt skidt ud med hensyn til at piske den langtidsholdbare fløde stiv, men Britt gav ikke op, så også desserten lykkedes i fin stil. Jeg skulle lave Waldoff salat. Da jeg først havde gravet valnødderne frem fra fryseren, gik resten som en leg. Signe og Thor stod for alt med ”K” -altså kartofler, kirsbærsovs og konfekt. Der manglede bestemt ikke noget, da mørket faldt på og da alle havde været i bad, kunne vi sætte og til bords og nyde julemaden i baghaven.

Hov, i løbet af dagen havde vi selvfølgelig også fået pyntet og rettet på det kunstige juletræ, som Mette havde importeret fra Burkina. Vi kunne godt have ønsket os en Nordmandsgran, da de ifølge Britt ”jo ikke drysser”! Efter maden, hvor jeg vandt den fine marcipan gris, som Thors far Peder havde lavet, blev der danset om træet og åbnet gaver. De fleste fik vist også ringet en gang eller to til Danmark og klokken 01.30, kunne vi glade krybe under myggenettet og lukke øjnene.

Jeg drømte om niecen, hvordan hun havde hoppet op og ned over den nye cykel hun havde fået hjemme i dk. Britt havde hede drømme om den hjertering, der nu sad på hendes finger. Vibeke lå og hostede lidt af oven på hendes lungebetændelse og Mette havde travlt med at passe en ven, der netop var kommet tilbage fra hospitalet.

Som I kan forstå var alle meget trætte oven på den hårde juleaftensdag, så d.25. måtte vi slappe af. Britt og jeg lå og ”gassede” til klokken næsten 11. Så blev der spist morgenmad og set tegnefilm. Bagafter var vi på internette og hen på eftermiddagen, blev det tid til en gåtur i bushen men så var vi også klar til laksemadder og endnu en film…

Ja, så blev det absulut sidste dag i august måned. Det betyder at det må være tæt ved fire måneder siden min sidste blog. Det kan der være to grunde til enten, at der ikke er sket en disse de sidste fire måneder eller omvendt at der er sket så meget, at jeg aldrig fandt tid til at få skrevet om det. Tror mig når jeg siger, at det sidste udsagn er det rigtige.

En varm men våd dag i maj kørte jeg ganske alene land cruiseren mod Bolgatanga. Planen var at se Tonga Hills og dagen efter fortsætte mod Tamale for at samle to af vores midtvejsevalueringskonsulenter op. Alberto Gallachi ankom med flyveren, vist nok fra DK men det er aldrig til at vide med ham...har adresse i Japan, et sommerhus på Strygnø, en lejlighed og en kone på Islandsbrygge og i han pas står det Schwizisk statsboger? Jo, vores cheff konsulent er en mand, som har hjemme i verden – hele verden. Den anden konsulent, Anthony, var vi ret spændte på (tror I lige man kunne kludre rundt i navnene Alberto og Anthony, oh yeahhh). Han var ægte ghaneser og arbejder både som medical docter og distrikts sundhedsdirektør nede i Sene District, Brong-Ahafo regionen, i en by der hedder Kwame Danso. Han ankom med bil fra Sunyani, ”selvfølgelig” en 1 ½ time for sent, men viste sig så absolut at være værd at vente på!

På vejen hjem til Tumu blev der begejstre talt om en restaurant i Kenya, hvor man kan få alt det bush-kød, som hjertet begærer. Anthony drikker ikke alkohol overhovedet.Tilgengæld er det lykkes ham, dagen efter et besøg på den omtalte restaurant, at få et alvorligt tilfælde af det ukendte fænomen ”kød-tømmermænd”. Disse skulle ifølge vores kød-elskende ven være mindst lige så slemme, som de mere almidelige tømmermænd man kan opleve efter indtagelse af alkohold.

Den sidste konsulent vi fik til Tumu under midtvejsevalueringen var Sara. Hun er tidligere IMCC-udsendt og har arbejdet aktivt i IMCC siden. Sara efterlod endda hendes mand og lille 1-årige datter i Sønderjylland, for at komme og hjælpe os med midtvejsevalueringen, tak for det.

Evalueringen forløb meget anderledes og langt mere intenst end både Mette, Sara, Ramus eller Jeg på nogen måde havde forestillet os. Efter fjorten, hudløst ærligt, meget lange dage...med alen lange møder til 7 om aftenen (hvor der både blevet grinet, grædt, diskuteret, talt med store bogstaver men ikke mindst produceret spændende tanker) kom vi i løbet af de sidste to dage (lidt af en tidsmæssig gyser) frem til ”en ny vej frem” for vores projekt. Disse nye måder at gribe arbejdet i Sissala East District an på skulle meget gerne implementeres inden 2011, hvor projektet muligvis skal afsluttes. At få lov at arbejde intenst med tre proffesionelle konsulenter var uden al tvivl en kæmpe chance for os fire. Vi fik set sider af hinanden og os selv, som nok ikke var kommet frem før. Og for mit vedkommende, fik jeg lært en masse om evalueringsprocesser, tilgange til ulandsarbejde og logical framework approch!

Her sidst i august er Mette, Signe, Thor og Jeg så for alvor gået i gang med at implementere vores nye viden og visioner. Det virker til at arbejdet giver langt mere mening for os nu, så det er en sand fryd.

Anden lørdag i juni var vi færdige med evaluering og jeg kørte konsulenterne til Accra, hvor de blev sendt til hvert sit verdenhjørne. Allerede samme aften steg en anden, men meget kær ven, ud af KLM flyveren fra Amsterdam, nemlig Mette Schaap dugfrisk fra Østerbro. Mette kom for at holde 16 dages ferie sammen med mig i Ghana.

Det var vildt og meget fantastisk, at se min veninde igen efter, at have været lidt på egen hånd de første seks måneder i Tumu. Mette tog både Ghana, mig, varmen, regnen, maden og parasitterne i stiv arm. Vi fik kørt Ghana temlig tynd på de 16 dage vi var sammen, måske lidt for tynd?

Vi lagde ud med at køre vest-over, fra Accra langs Ghana´s sydkyst, ud til en desværre meget grå og regnfuld Cape Coast strandby. Selv slavefortet lukkede for næsen af os og derfor forsatte vi lidt mod nord og overnattede i Hans´s cottage. Næste morgen var vi klar til en rengskovsoplevelse i Kakum nationalpark. Det var en fed oplevelse og vi vandrede 60m oppe, mellem trækronerne på de dertil indrettede hængebroer. I kan se billeder, når jeg kommer hjem til marts. Vi nåede ikke hele vejen til Bouyem den dag, så vi måtte overnatte i Kumasi, på det ”exclusive” hotel uden lys på badeværelset og lidt nusede senge. Vi forsatte, så snart det var blevet lyst, mod Bouyem. Her fik vi badet under vandfald, set udsigten fra The African Rock og ikke mindst spist en lækker picknic morgenmad med kun ca. 100 skoleelever som tilskuere. Vi havde netop sat os for at spise vores medbragte porridge på pose, brød, æg og kaffe på en dejlig græsplæne, lidt væk fra byen. Da det pludselig ringede ud fra time gik det op for os, at vi sad midt på skolens boldbane. I kan måske forestille Jer hvilken tilløbstykke det kan være, når to hvide kvinder pludselig sidder i ens skolegård, tjuhej så skal der kigges og måske endda røres.

Derfra gik turen videre til Mole, som lå en smule længere uden af den endeløse, hullede grusvej end vi havde forventet. Men vi nåede da frem, netop til at se solen gå bag skoven ved Larabanka, et smukt syn. Der var en del andre tourister, så vi måtte nøjes med et værelse med fan. Den følgende morgen var vi på safari vandring, men så først til allesidst de berømte elefanter ved deres vante vandhul. De er altså pænt store de elefanter, når man pludselig står et halvt 100m fra dem, trut trut. Resten af dagen blev brugt til at slappe af ved poolen og kigge ud på elefant sletten. (Ahhh tiltrængt efter et par dage ”on the road” i land crusieren) Nå ja, og så til at holde øje med at bavianerne ikke tog vores ting fra vores bord ved poolen. Den dag nåede de kun at stjæle en flaske med ketchup, velbekomme.

Efter Mole nåede vi tre dage i Tumu, hvor Mette desværre måtte ligge under for en af de mange bakterier, hun havde mødt på sin vej -måske den fra Rebbecas fufu-med-light-soup-middag dagen før? Vi nåede også en motorcykel tur med vennenSule, ud til hans landsby Kong, hvor vi hilste på gamle koner, der boede i lerhytter og små negerbørn med hul i buksebagen. Onsdag forlod vi atter Tumu for at køre øst om til Tamale. Her stødte vi på to rasta fyre, som gav os en lektion i afrikanske trommer. De syntes vi var meget gode J og solgte os nogle meget flotte akvareller. Målet var Wli Waterfalls nær Hohoe. De ER helt fantastiske flotte, men den tre timer lange tur opad opad opad er måske knapt så spændende med bræksyge og malaria i kroppen, stakkels stakkels Mette. Jeg har stadig dårlig samvittighed over at vi ikke bare vente om. Hmm, men Mette blev altså syg ved Wli og vi måtte blive et par dage ekstra.

Vi nåede alligevel ud at se et kinte-væveri, powershopping hos smykkedamen, en tur til kysten ved Ada Foa og tilbage igen, der var ikke så fedt lige den dag...så den sidste aften brugte vi istedet på et hotel med pool nær Accra, hvor vi kunne slappe lidt af oven på alle strabasserne og de mere end 2000 km vi havde tilbagelagt i løbet af 16 dage. Som sagt var det for mig to ugers frirum og non-stop happiness at se en god veninde igen. Mette, jeg er dybt rørt over at du tog hele vejen til Ghana for at holde ferie med mig. Vi ses i DK!

Allerede dagen efter jeg havde sat Mette, snøft, på flyveren i Kotoka lufthavn, hentede jeg sammen med Mette Ghana de to nye IMCCer, Signe og Thor, som vi var blevet udtaget sammen med 16 måneder tidligere hjemme i DK. Vi brugte 14 dage i Accra/ ved Lake Bosomtwe, før vi spændte ankom til Tumu en søndag eftermiddag. Det er altid spændende, når ”de nye” ankommer, men også lidt underligt, for så ved ”de gamle”, i dette tilfælde Sara og Rasmus, at det lakker mod enden. Sådan som projektet er skruet sammen, har vi alle seks omkring fem uger sammen i Tumu, før de gamle tager endeligt afsked. I denne periode skal de nye have erfaringer overleveret og sættes godt ind i projektet. I år har det såkaldte overlap været en lidt forvirrende process. Dels pg.a. af den forudgående midtvejsevaluering, som kom med en masse nyt, som Signe og Thor ikke vidste noget om inden de forlod Dk og derfor skulle sættes ind i og dels fordi Mette og Jeg begge var en uge i Danmark i løbet af overlappet. Det er dog alt sammen gået og vi er nu godt i gang med arbejdet igen.

Det sidste jeg har lavet siden sidst er at være en uge ved stranden (Anomabu) og i Accra, alt sammen for at tage godt afsked med Sara og Rasmus, som nu atter er tilbage i Danmark efter deres 14 måneder i Ghana. Inden vi forlod Tumu d.18. august holdt de en stor afskedfest, med en masse mennesker til mad, dans, øller og ikke mindst taler i haven. Det var en dejlig aften og det holdt helt ekstreordinært tørt natten igennem. De eneste afbrydelser var når strømmen gik, men det er ikke noget problem, når vi fester med Tumuneserne. De snupper bare trommerne, starter en sang og så kan vi alle danse videre ud i natten til deres afrikanske rytmer.

Mange kærlige hilsner fra Anette

JO MYGGENE STIKKER OGSÅ I TUMU...

Hvad skal jeg næsten sige eller jeg mener, hvordan forklare man en sådan situation?
Jo altså, forestil dig at du har gået rundt, velog mærke siden klokken ca. 7.30 og svedt - Klokken nærmer sig nu 21.03 og du sveder stadig. Og nu mener jeg ikke bare sådan ”løbeturs-aktigt sved”, vi taler her om langt mere seriøse mængder af sved. Det faktisk løber af dig, når termometeret i løbet af dagen viser 39,8 i skyggen. Det bare pibler frem alle vegne mellem brysterne, ned af lårene, omme hårgrænsen i nakken, knæhagserne, på stykket mellem overlæben ognæsen (øm Philtrum måske...), panden, under armene selvfølgelig, uhhh ryggen for pokker da og albuebøjerne.

Som Sara siger ”det er de mørkeligste steder man opdager at man har svedkirtler”, og her tænker vi ikke på dem der lugter (apokrine...ekrine, endokrine eller ja der er jo mange forskellige at holde styr på, I ved hvilke vi mener ik´sandt?).

Nå, men det jeg kom fra var altså at nu har jeg altså sådan rigtig svedt det meste af en dag. Forsøgt at tage et bad eller to. Men vandet, som bliver opbevaret ude i baghaven i store sorte poly-tanke, grrrrrr guderne må vide hvem der fandt på at lave sorte vandtanke i Ghana, er nærmeste kogende på denne tid af dagen, så der er ikke meget afkøling i det. Og hvis ikke vandet har varmet dig godt op, så kan man være sikker påat temperaturen og luftfugtigheden i baderummet gør det. På dette tidspunkt er det man tænker, ”hvor langt væk ligger Øresund egentlig”? Nåja, laaaaaaaaaaaangt!

Vi har nu nydt en dejlig aftensmad, med masser af god afrikansk chili, det sætter forresten også lige et ekstra skub i kirtlerne, det er nu tid til at skrive en enkelt mail eller en blog ude under fanen i atriagården.

Så er det mærkelig nok at man meget nemt fristes til enten at smide sko og strømper eller endda den langarmede trøje aaaaaaaahhhhhhhh, py det var dejligt. Og så fuld skrue på fanen, jep helt op på 6, og et stort glas isvand. Nu er det til at holde ud igen. Man er ren, mæt, hov og skal lige huske den lille grønne doxy-profylakse-tablet haps, slurk, sådan; lidt træt, stjernerne er oppe og chikaderne hvisler.

MEN desværre er nu også myggen ude på ballade. Dér sidder en dejlig blodfyldt dansker med bare arme, lige til at suge, ”det gør jeg” tænker mygge. Som desværre netop denne aften er inficeret med parasitten Malariae Falciparum.

Der går 10 dage og intet er tilsyneladende hændt, men så på11. dagen, lørdag morgen vågner vores lille dansker op med en træls hovedpine. Hun tager lige temp,som aldrigplejer at visenoget over 36,5, viser nu 37,6. Det var sært? Nå, jeg beslutter at sove lidt vidre med vågner blot snart igen med lidt mere hovedpine, ondt i maven, kvalme og 38,3? Sådan forløber formiddagen indtil denlille dansker ”koger”. Temp er nu over 40 grader, kinderne blusser og forsøget på at gå ind i stuen, hvor fanen rent faktisk virker (ingen aircon i dag pga. light-out og genneratoren kan altså ikke trække en aircon, det har Rasmus fortalt, pis også) har nu taget godt to timer. Hen på eftermiddagen overvinder hovedpinen og jeg dingler ind i stuen, tager en pamol og smider mig på sofaen efter at have lagt et hånklæde. Og godt det sammen for kort tid efter hagler sveden af mig.

Da Mette kommer hjem fra Bolga med forældrene, ser hun vild ud i øjnene ”Anette hvorfor er du helt blå i hovedet”!? Nå ja det var bare afsmidtning fra det klæde jeg havde viklet om min 1 ½ L flaske med is og brugt som kind-afkøler, høhø en lille smølf. Heldigvis var Mette klog nok til at beordre med til at starte en malariakur og sødnok til både at komme med æbler fra Bolga og coca-cola fra køleren, åhh en velsignelse.

Hen over weekenden faldt feberen og hovedet blev bedre, men så tog diarren og opkast fat og mandag følte jeg mig ganske udtømt og helt flad,bogstavlig talt. Men desværre tror tarmen stadig den skal tømmes for et eller andet, så nætterne går lige nu med at løbe mellem seng og toilet. Dælens til ondt i numsen man får efter toilet-besøg nummer 22 den dag og store bind godt om bag i underbuksen kan anbefales, hvisman ikke vil ende med at vaske bukser resten af tiden.

Herligt, at have malaria....det kan IKKE anbefales. Og derfor kan jeg kun stærkt pointere at selvom her er varmt også om aftene, tag LANGT tøj OG strømper på, andet er for dumt.

Selvfølgelig kan man blive syg alligevel, men er altså værd at tage de forholdsregler man kan.

Så malaria-myge hussere her i nordghana, lad ikke de lokale bilde dig andet ind,hvisdu skullekomme forbi en dag.

Det var alt for den forgangende uge, tror jeg vil slutte her og gå og hilse på min nye bedste ven Mr. J(L)okum og hans yndige blege kone Ms. Toiletta Papira.

/Hilsner fra det Grædefærdig Numsehul

1. maj i regnskoven!

Vandretur i Midt-Ghana

Så blev det 1. maj også i Ghana og det betød Public Holiday på IMCC-kontoret. Efter at have ligget på den lade side et par uger i et forsøg på at rekreere ovenpå en omgang malaria, besluttede jeg i sidste øjeblik at få et lift og køre med Rasmus og Sara sydpå til Tamale. De kørte alligevel fordi de skulle hente Sara’s søster med mand og to små søde unger.

Mette var først på ugen taget helt syd ned til kysten med ”Mor Vibeke og Mogens” - og et par ghanesere. Så derfor tænkte jeg, ”all right, så tager jeg også på en lille tur”. Jeg vidste ikke helt om krafterne var til det endnu, men når jeg bare tog afsted på egen hånd, kunne jeg jo altid sætte tempoet derefter...

Efter en hurtig pakning af vandrerygsækken forlod vi Tumu ved 11.30 tiden og nåede Tamale lidt i fire. Min STC-bus skulle, i følge Bratt’s rejseguide, afgå kl.16, så jeg kunne vist lige nå den!

Jeg fik købt billet, men det viste sig at busse først gik kl. 17. Det var nu helt ok, så var der tid til at købe lidt snaks og mærke at nu var jeg faktisk afsted helt alene i Ghana for første gang. Jeg fik købt en cola, der smagte meget mystisk og så nogle oliestegte klumper, som jeg mente måtte være lavet af majsmel, men viste sig at være en slags stegt ost. Faktisk ok smag - ananas til dessert.

Jeg ventede lidt længere og pludselig gik det op for mig, at jeg havde glemt min dagsrygsæk, hvor i min krog til myggenettet lå...ikke så godt når jeg nu var på vej på vandretur –ingen rygsæk og ingen nem løsning til myggenettet. ”Jeg finder på noget”, tænkte jeg.

Min bus blev ydeligere forsinket, men held i uheld betød det at jeg faldt i snak med en sød ghaneser – Anoff, som fortalte at han var soldat og faldskærmsspringer. Det er sjovt hvordan man svinger forskelligt med forskellige folk, han virkede næste som en jeg havde kendt i lang tid og han var super flink til at hjælpe med at komme på den rigtige bus, finde toilettet...øh tissemuren på vores aftensmad pit-stop og i det hele taget bare rigtig tryg og sjov at følges med. Han skulle vidre til Kumasi og Accra, fordi han mandag d.5. skulle udstationeres 6 mdr. i Liberia. Det er lidt en skam, for så kan vi ikke ses lige forløbigt, men vi talte i telefon os sms’ede i løbet af min tur og måske kan vi ses, når han kommer hjem igen...til november.

Nå, kun tre timer forsinket ankom jeg til en by halvt nede i Ghana, som hedder Techiman. Klokken var over 23.00 og jeg var lidt spændt på hvordan det ville være, ene pige at komme ud af bussen og finde mit hostel. Men allerede i det jeg steg ud, følte jeg en rar og hyggelig stemning i byen.

Der var en masse taxi-mænd, som gerne ville give et lift, der var folk på gaden som købte brød, ris og duftende supper fra små boder og så var temp helt behagelig under 30 grader. Jeg købte også lidt mad fra gaden og vand i poser og fandt hurtigt stedet hvor jeg havde bokket et værelse. Hostlet var lukket da jeg nåded frem, men der blev heldigvis låst op, da jeg bankede på. Ingen aircon så natten blev svedig men ellers et ok sted.

Fredag stod jeg tidligt op og fandt en taxa til en anden by 30 minutter derfra. Herfra skulle jeg med en lokal trotro (som en minibus) de 83 km ud til Bui national park. Jeg var ved bus stationen kl.9.22, men da minibussen ikke var fyldt føk kl.13....et eller andet, måtte vi pænt vente til der, men jeg var på tur, så lidt ventetid kunne ikke tage humøret fra mig.

De tre timer i den tætpakkede, meget svedige trotro hvor folk og bagage blev godt mast sammen, var en noget autentisk oplevelse, for en imcc’er der er vandt til egen Toyota LandCruiser! Heldigvis havde jeg snuppet mig en plads i det ene hjørne, helt ude ved vinduet, så selvom sveden drev, fik jeg masse af frisk luft. Efter 2 ½ time dukkede der pludselig de flotteste grønne bjerge op og ja det var al ventetiden og hver en sveddråbe hver. Efter næste 4 mdr. i det tørre flade Tumu, så var dette landskab som en drøm af frodig grøn natur. Jeg nåede Bui og fandt hurtigt min Camp. Det var sidst på eftermiddagen og derfor for sent at tage på en tur ind i selve parken. Jeg fik dog alligevel en storslået oplevese, da jeg sammen med min søde lejerchef gik op på en klippe tæt på campen. Fra toppen kunne man se ud over hele naturparken og alle bjergene rundt om wauuuuuuu!

DESVÆRRE viste det sig at det ikke på nogen måde ville være muligt at komme tilbage til Techiman søndag. Det betød at jeg blev nødt til at tage tilbage med den samme bumlende trotro allerede næste morgen kl.5.30 NEEJJJ, det ville sige ingen heldagsvandretur ud i den lokkende park og inden sejlads op ad floden i kano for at se flodheste. Det var næsten ikke til at bærer. Men jeg skulle mødes og have et lift med Mette fra Techiman søndag formiddag for at komme hjem til Tumu igen, så der var ikke andet at gøre, end at gøre aftnen hyggelig, stå op kl.04 næsten morgen og begive sig mod bussen atter engang.

Jeg fik kokkeret under åben himmel med guiden, læst i min gode bog, lyttet til det vilde uvejr der brød ud ved 9-tiden og badet i regnvand i pandelampens skær. Så lidt camping-liv blev det da til.

Jeg bestemte mig for lørdag at stoppe ind ved byen Bouyem, hvor der i følge Bradt’s også skulle være gode vandre muligheder.

Det var her det gode held vendte tilbage, netop som jeg ankom til Wildlife kontoret i Bouyem, var fire flinke piger fra Holland ved at hyre en guide til at tage dem rundt i omegnen den dag. Det var ikke nemt at finde guide lige netom den lørdag, da der var stor begravelses fest i byen. Hvilket betyder at alle kommer fra nær og fjern klædt i meget flotte sorte og røde dragter og at der spilles høj musik, drikkes pito og spises fufu, cheset og ris i rigelige mængder. Altså ikke lige en dag hvor folk har lyst til at tage på tur med en flok tourister. MEN vi fandt en guide og jeg hægtede mig på de fire andre hvide.

Det endte med at blive en helt surveren dag, hvor vi så både flagermusehuler, watercaves, vandfald, slange farm, The African Rock, små bjerg-marker med yam og majs og en hel masse meget flot og frodig natur.

Efter en god dag i det grønner, tog pigerne tilbage til deres hus i Techiman. Jeg blev for at overnatte i Bouyem. Det er dog ikke sådan til at finde logi, når der er begravelse i byen, så alt var selvfølgelig optaget! What to do?

Det viste sig at lederen af ”økoprojektet” var broder med byens høvding. Han tilbød at jeg kunne sove på ”paladset”. Det siger man jo ikke nej til, så jeg fik hængt myggenettet op, vand til at vaske mig i, en ekstra madras og en nøgle til toilettet SUPER. Ikke nok med det, så kørte min redningsmand mig også, bag på hans motorcykel, hen til den lokale kogekone, for jeg skulle da også have lidt mad. Sådan er ghaneserne, man bliver altid inviteret til at spise med! På turen hjem tog vi en lille omvej ud af nogle stiger, så jeg lige kunne se lidt mere af solnedgangen bag de fine bjerge.

Den aften spiste jeg ris med fisk i tomat...efter jeg havde fiske en fræk kakkelak ud af min rygsæk. Senere satte jeg mig ud til gaden og indsnusede den summende aftenstemning, betragtede alle begravelsesgæsterne der enten var på vej hjem eller bare ude at gå for at hilse på gamle venner. Der var en fantastisk stemning i byen. Dette blandet med alle de søde mennesker og gode oplevelser jeg havde mødt den dag fik hurtigt alle bekymringer til at lette og jeg kunne for alvor mærke rejselyst, og den pito jeg tidligere havde delt med vores guide, boble i mig.

Godt træt lagde jeg mig under nettet ude i den åbne høvdingegård og i skræret af pandelampen faldt jeg hen til min bog Digital Fortress.

Jeg havde stillet uret til kl.5, da jeg ville nå en sidste tur under vandfaldet inden jeg vente næsen mod Techiman og Mette i Toyota’en.

Jeg spurtede de 20min op ad bjerget og fandt det forfriskende vandfald ved 6-tiden. Der var ingen bønder at se på markerne endnu, så jeg smed alt tøjet og nød det kolde vand der palskede ned fra et sted højt over mig. Jeg tog en hurtig mango til morgenmad, på med rygsækken og gik så de 10km ind til byen.

Dagen inden havde jeg fundet en lille gade-kaffebod der tilmed solgte æg med brød og mums hvor det smagter efter 3 dage i ”felten”. Kun en halv time senere dukkede den hvide landcruiser op i det fjerne og så var det bare at hoppe ind og køre de ca.8 timer til Tumu.

Vi ankom hen på eftermiddagen og dagen endte på Tennis til en kold øl og et gensyns-hej med dem fra Tumu samt to Tine og Liv, som netop var ankommet fra DK.

Væk i bushen...

Du skal lige høre om en lille oplevelse jeg havde i går, da jeg var med fem danske og tre ghanesiske arkæologer ude for at finde en gammel stenhule i bushen.

Vi kom ud til en lille landsby et sted langt fra Tumu og ca. to timer forsinket i forhold til dagsplanen, hvilket ikke var så godt, da den danske professor Klaus skulle nå en flyver til Danmark samme aften.
Nå, men efter at have bumpet ekstra 15 min ud af en vej på bredde med et mortorcykeldæk, kunne vi ikke komme længere i bil, så var det endelig ud på gå ben. Dejligt efter over en time i en tætpakket gammel 4-hjulstrækker. Jeg skulle selvfølgelig lige tisse bag bilen iden vi gik, en af de studerende Hanne var sød at vente på mig. Professor Klaus og resten af cruet havde allerede sat det lange ben foran, i jagten på hulen.! Der gik da heller mere en ti minutter før Hanne og jeg havde midste alle andre af syne.

Vi gik lidt længere men besluttede hurtigt at vende om, for ikke at blive helt væk og ikke væk fra bilen også. Hurtigt genfandt vi dog Andreas og de tre studerende fra Accra. De var vendt om, da de opdagede vi ikke var med mere.

Det var tilgengæld professoren ikke! Og denne førergruppe havde grangiveligt i deres iver for at nå hulen heller ikke ventet på dem som gik tilbage efter os. Vi var derfor nu 6 lidt alene i bushen.

Men vi kendte vejen de andre var gået og fulgte deres spor en times tid. Nåede frem til nogle ret store klippeformationer og var sikre på, det måtte være stedet med den snart berygtede hule. Vi kunne dog ikke finde eller hører hverken resten af ekspeditionen eller hulen - det fløjtesvar vi mente at have hørt stammede vist fra en legesyg fugl! Vi besluttede at vende om, da vi jo vidste at bilen ville køre, da professoren skulle nå sit fly i Ouaguadugou.

Klokken var blevet tre og fluerne forsøgte hidsigt at kravle ind i hver en ansigtsåbning. Sveden dræv og flere steder piblede lidt blod fra der hvor de skarpe siv havde fået fat. Hanne udtalte, det er da flot at jeg har klaret at skære tre ud af fem fingre! Rask begyndte vi da tilbagefarten og gik og gik; eller det føltes i hvert fald sådan.

Landskabet begyndte at se mistænksomt ubekendt ud...og da vi ikke længere kunne se forspor, besluttede vi at sende ”spejdere” ud i alle retninger for at finde det tabte spor. Klokken nærmede sig fire, men sporet var og blev væk. Det var også det sidste halvkogende vand i vandflaskerne, og ikke endgang tændstikker har vi, bemærkede Andreas. Der var ikke rigtig panik i flokken, men samtalen begyndte at dreje over på, at de vel kunne sende nogle af de lokale ud at lede efter os på deres motorcykler...
Pyha, man bliver frygtelig tøt i munden af sådan at vandre i bushen og av hvor "sidde-sten" der har stået og bagt i solen hele dagen, brænder på ens numse, når man forsøger at sætte sig. Vi ventede ca. 20 min ved de kogende sten, heldigvis under nogle store træer. Pludselig så vi de andre spæne forbi ude i det fjerne, vi sprang op, råbte, viftede og løb dem i møde, i tro om at også de ville blive glade for at se os. De så ud som om de nærmest ænsede havde bemærket at vi havde været væk. Professor Klaus sage blot, at vi var sendt på den og skulle hurtigt tilbage til bilen og at det forresten havde været en rigrig fin hule. Lillits beskrivelse var nærmere i retning af: ”ja, det var jo to sten, der stod op af hinanden”. Jeg går ud fra at den sag om huler er ret subjektiv alt efter hvilke øjene man ser med.
Jo tak, her stod vi og troede, at vi skulle lide tørstedøden i den nord-ghanesiske bush og så snakkede hr. professor bare om fly og hule.

Bare lige et råd lettere distrete og lidt for kloge-åge akedemikere, lad vær´ med at hyre dem som guider din næste oplevelses-rejse!

Heldigvis kom alle vel til Tumu, faktisk i en flyvende fart, kl.ca. 18 og jeg glædede mig til bare at drikke fire liter vand, taget et dejligt bad og vaske blod, salt og støv af kroppen.

De andre imcc´er var taget hen for at spise hos Dr. Zach, men jeg valgte i stedet at tage en aften på sofaen med hjemmelavet pizza mums....da jeg kun havde nået tre timers søvn natten forinden mit lille hule-adventure.
Nu skulle alt være i orden pizza i ovnen, de andre ude til middag hos Dr., så det var bare lige under bruseren og så ind foran flimmeren og se en let fordøjelig film. Men ak, det var her det gik op for mig, at der selvfølgelig af alle dage ikke var mere vand i tanken arrrrrrrrrr, ikke en dråbe kunne vrides ud af hanen? Min redning blev dog Mettes brugte badevand, der stadig stod i baljen fra om morgnen og så det rene vand fra wc cisternen! Super!

Aftnen endte godt, jeg var hjemme, nu fyldt op med drikkevand og pizza og næsten ren igen, ja sådan kan en lørdag i Afrika også forløbe.

Nabulo Sub Klinik

D. 25 februrar startede Mette og jeg vores ”ophold” ude i Nabulo Sub. Vi ved ikke helt endnu, om vi når at være der hele de forventede 4 uger, men 3 tager vi nok. IMCC Projektet giver på denne måde mulighed for at vi kommer helt ud til vores primære målgruppe (de lokale ghanasere i små communities) og ser hvordan dagligdagen er på sundhedsklinikker og ikke mindst ude i landsbyerne.

Det har indtil nu været en oplevelse. For det første tager det (altså for os, andre har før gjort det hurtigere er jeg sikker på) godt 1 time og 15 min at køre ud til Nabulo. Hver morgen klokken 06.00, 6.30 eller ja der omkring, starter vi den gamle land cruiser, ihh hvor den spinder og bumber derudad. Vi er ved at være lidt trætte af den lange tur, men så hjælper musikken fra Mette´s iPOD gerne gevaldigt på det.

Den første uge gik med ”out-reach-arbejde”, hvilket betyder at vi sammen med sygeplejersken Abu en meget flink fyr på omkring ca. 25 år som han selv siger, køre helt ud til afsides landsbyer og vejer/vaccinere de små børn under fem år. Det tager godt 4 timer pr. landsby, plus/minus, og så sidder vi tre dér på række under mangotræet og fører (i hånden) resultater ind i de store registreringsbøger.

Jeg har endda fået lov at give intramuskulere vacciner (polio, stivkrampe, meningitis og gul feber) til små babyer. De små stakler er ikke så glade for mig bagefter, men det skal jo gøres!

Når så dagens arbejde er overstået, kører vi Abu tilbage til Nabulo. Hvis vi er heldige har Jannet (oversygeplejersken) lavet lidt kød med yam chips til os, inden vi atter kører mod Tumu, elektricitet, brusebade, aircons og kolde drikke. Vi plejer at være ret trætte og dehydrerede, for temperaturen er begyndt at snige sig op mod de 40 grader i skyggen her i marts mdr, pyyyyyyyyy!

Vi satser på en dag i næste uge at blive og overnatten i Nabulo ude på klinikken sammen med Jannet og Abu. Jannet har i så fald lovet at lave cheeset og lightsoup, som er en af de lokale retter. Eller det vil sige, vi får sikkert lov til selv at ”pounde” majsen forinden.

Jannet er den mest crazzy in-charge sygeplejerske jeg endnu har mødt, men hun respekterer os vist en hel del og derfor laver hun ikke alt for mange numre. Hun er ellers kendt blandt alle sundhedsofficerene som ”a troublesome woman”.

De næste dage kommer til at gå med at føre alle de forskellige tal som de måler på ind, på ca. 50 forskellige ark. Alt skal hver månede sendes ind til distriktet, så de kan regne på, hvad der sker ude i de små landsbyer og hvad folk fejler.

Det virker ret ofte temlig tilfældigt, hvad det er, vi fører ind, da der ikke altid er helt styr på grunddata!? Men hvad, man kan jo altid opfinde et par resultater eller to ikke sandt.... Vi håber, at vi kan hjælpe med til at de får et bedre rappoteringssystem inden vi er færdige på klinkken. Tjuhaj for dansk effektivitet.

Uddrag af mail, sendt hjem midt i februar:

Her nede går det op og ned.

På det seneste har vi oplevet mange nye ting. Vi har f.eks. været ude og arbejde på en lille sub.klinik den sidste lille mdr. Der har Dr. Skaarup fået lov at lege læge igen og jeg ved derfor nu at jeg ser frem til den dag jeg bliver færdig på Panum eller måske et par år derefter. Det har været for fedt igen at se patienter og jeg er sikker på at jeg rigtig gerne vil være læge. Håber bare at jeg også bliver en god en af slagsen.

Af de patienter jeg har set, så var en ung mand som var væltet på motorcykel, uden hjelm, nok den mest skræmmende.

Den unge mand kom ind på klinikken den aften vi sov ude i Nabulo. Lavt blodtryk, helt bevidstløs og med blod ud af øret. Vi gjorde hvad VI kunne derude i næsten ingenting. Heldigvis fandt vi en bil, der kunne køre ham til Tumu hospital.

Desværre er den eneste læge der er line nu i Accra og har været der i 14 dagen. Dr. Zach er først tilbage på mandag. Men jeg hørte dog i dag, at manden har det lidt bedre men stadig ikke er vågnet rigtigt op og taler i hvilelse.

En anden patient jeg oplevede var en lille dreng, som jeg blev sat til at sy i armen. Ved ikke hvorfor men hans hud var så sej at jeg praktisk talt ikke kunne få nålen igennem. Den lille stakkel var ikke rigtig bedøvet, så de sidste to sting var en kamp og han skreg i vilden sky. Uha, lidt af en oplevelse. Havde det lidt skidt bagefter, men så ham i fredags og da var han glad igen og armen var også fin. Forholdene og udstyrret er bare meget anderledes end i DK og det er åbenbart vildkårene.

Jeg må også sige at de ghanesere ikke er pivede, slev de små børn piver stort set ikke med mindre man altså lige syr dem uden bedøvelse!

Nå, der er også hyggelige ting at fortælle fra klinikken. I tirsdags sov vi ude i Nabulo for første gang og vi lavede ægte afrikans mad, sammen med vores sygeplejerske Janet - over glødende kul og under åben himmel. Det var smadder hyggeligt og hun synes det er rigtig sjovt, at vi gider. Derfor tager vi endnu en overnatning i morgen og skal prøve at lave noget der hedder fufu. Hvis vi kan finde kaninkød skal vi have det med, da der var en dum hund der løb af med vores dejlige antilopekød i tirsdags, vi måtte nøjes med kylling!

Mandag morgen kl.6 tager vi med ud til en langt væk landsby, Kalaxi, hvor man ikke kan tage bilen kun motorcyklerne til. Vi sidder derfor bag på to andre derud. Vi skal være med til at veje, vaccinere og registrerer de små børn og Abu vores klinik-dreng skal give nogle health talks.

I går havde Mette og jeg inviteret nogle af de lokale venner og bekendte til afrikansk trommespil, snogbrød, pølser og øl i haven og det blev en fin aften. Vi fik dem med til at synge med på ”vi har lejerbål her” og det hele!

Ankomst til Tumu

Efter arbejdet på kontoret serverede Mette gin-og-tonny eller campari efter eget valg på hendes lille veranda. Rikke spædede til med Oliven, for som hun siger ”hvor man dog kan blive afhængig af oliven, er der egentlig noget usundt i oliven”? Og ja det er egentlig ikke så mærkeligt med den afhængighed, når nu den nærmeste biks med den udsøgte salte frugt findes enten 1000 km længere mod syd, i Accra, eller alternativt over grænsen i Burkina Faso!

Til aften havde Rasmus og Sara lavet spaghetti bullo og nu underholder fjernsynet i vores let Sahara-støvede fællesstue med BlinkENDE Lygter, som Mette så fint kalder den.

Egentlig kunne det godt have været en almindelig eftermiddag i Danmark, lige bortset fra firbenene i gårdhaven, vagtmanden der halvsover under den smukke stjernehimmel, så glimtende og fyldt med stjerner at det kan tage pusten fra en hver...hihi og Carlsvognen der vender på hovedet!

Dagens udfordring var 5 timers light-out, som til sidst fik de seks imcc-koorporanter til at holde tidligt fri, deraf fulgte driks på veranda´en. Heldigvis fik jeg dog sammen med Sammy tændt den gennerator som står ude i Gedestien og kan give støm til huset under de for tiden ret hyppige light-outs.

Nå, for at starte lidt mere fra begyndelsen, så har vi nu været præcist tre uger i Tumu. Vi ankom d.21 januar og så den aften for første gang det hjem, som skal være vores de næste 13 mdr.

Stemningen var hyggelig, da vi i ly af mørket ankom ad den støvede røde grusvej, som havde bragt og de 1000 km fra Accra. De sidste mange timer haved vi set intet andet end tørt bush-land, lave træer kun en sjælen gang afbrudt af små landsbyer med lerhytter, grise, forpjuskede hunder, rygende bålpladser og beskidte børn der smilede og råbte ”foli foli” (hvid mand) efter vores hvide 4-hjulstrækker med imcc logoet på fordørene. Vi havde bumpet derudaf siden klokken 7.30, hvor vi forlod millionbyen Kumasi. Derfor var, igen, Gin-og-Tonny, bagettes, mangosalat og hjemmelavet lassange den bedst tænkelige velkomst vi kunne få.

De tre uger der er fulgt efter denne første aften i Tumu har været spækket med mange mange nye oplevelser, bekendtskaber, farvestrålende African Cup aftner, træninger, dage på kontoret, endeløse møder med samarbejdspartnere og det hele krydret med masser af vaskeægte ghanesisk stemning.

Ja og her starter mine beretninger fra mit 14 mdr. ophold i det vestafrikanske Ghana, i byen Tumu, på kontoret hvor der på døren stå IMCC, Internationel Medical Cooperation Committee.

En lille intro til mine med udsendte:

Først er der Mette, som jeg er udsendt sammen med. Mette læser folkesundhedsvidenskan i KBH. Hun er en glad, lattermild, festlig, childout pige, som til hverdag slå sine folder på Nørrebro. Hvor hun vist også ynder at gå ud med veninderne, hvis hun da ikke lige er på kontoret på Dansk Ungdoms Rødekors eller på værestedet Transmogriffen, hvor hun har været formand. Mette er allerede kommet godt ind på ghanaserne og ser herlig ud med de farvestrålende kjoler og tørklæder der passer til. Om ikke andet, kan du altid kende Mette på hendes mange øreringe eller farvestrålende halskæder. Hun har allerede fundet et lyserødt myggenet til værelset og er aktiv på kontoret med at se rapporter efter for officerene og deltage i møder om research committeen (SRC)!

Af mere dramatiske begivenheder har hun under vores motorcykel kursus taget et gevaldigt styrt, (bræmseøvelse i kombi med ”lettere irritation” over den enfame mortorsagkyndige, kan ikke anbefales...) men heldigvis er hudafskrabningerne ved at hele op igen og det blå-grønne-gule mærke på benet er vist også ved at falme. Mette kan godt lide kolde star-øl og får sig i den forbindelse tit en sludder med Rasmus eller vagtmændene under stjernerne.

About Rasmus, han er vores TV2 journalist, kærester med Sara og den eneste mand i huset der for alvor kan gro et rigtigt mexicaner mustas. Det fik vi alle at nyde den aften hvor den flere år gamle Pito-rekord blev slået (9 mennesker drak tilsammen 7 gallons gærboblende pito, ret godt gået). Nu vi er ved det med hår, så har Rasmus nogle fine brune krøller og specielt den der stritter lige ud i venstre side bliver flittigt nuller mellem to fingre, hvad enten Rasmus tænker, snakker eller sidder foran computeren og knokler med regnskab i C5....Rasmus og Sara, mødte som bekendt hinanden på et famøst københavnsk disko. Heldigvis var det kærlighed ved første blik og det nyder vi nu godt af. De er fantastiske at have som bofæller og har været meget søde til at tage sig af Mette og mig her i overlapsperioden. De var også de to første vi mødte, da vi spædte ankom med BA-81 fra London. Rasmus kan også godt lide at immitere folk, især ghaneserne og alle deres til tider meget dårlige undskyldninger, den stemme han bruger minder mest af alt om radioværten fra Hej Cheff, undskyld cheff satire-indslagene hjemme i Danmark. En sådan lidt nasal, lidt for høj stemme lyder tit på kontoret, når der skal citeres noget sjovt og det ER ofte ret sjovt.

Sara er somt nævnt kærester med Rasmus og lige som mig mediciner. Vi kendte faktisk hinanden i forvejen, da vi har gået på sammen hold på Panum de første 5 semestre. Sara er utroligt sød og meget angageret i projektet. Hun har altid en masse gode ideer og er god til på den her lidt uformelde måde at få ghanaserne engageret! Men Sara er samtidige lidt af en fest-abe og ikke går af vejen for drikke selv afholdende muslimske venner under i rom kl. 04 om natten. Sara og jeg er sammen om at stå for HIV/AIDS komponenten i projektet, så vi kommer til at arbejde en del sammen om det, spændende.

Og så er der mig, Anette som stadig forsøger at finde sin plads her i Tumu, Ghana. Prøver at hitte hoved og hale i alle de smarte ting man jo faktisk kan bruge en computer til. Forsøer at tilpasse mig den ghanasike jargon og gennemskue hvem der skal blive vennerne og hvem der bare er bekendte.

Jeg er nu endelig ved at lære at nyde den lokale øl-aktige drik, Pito, som bliver brygget på hirse i nogle store kar over bål. Pito skal drikkes ud af kalabas´er og helst udenfor under den afrikanske stjernehimmel. Pito har en appetitlig gærklat flydende rundt i drikkeskålen, som godt kan give en smule boblen i maven.

Jeg er, efter de ”gamle” Thomas og Rikke er taget afsted, nu rykket ind på mit endelige værelse her i IMCC huset og her er rigtig hyggeligt. Men det må I selv komme og se!

Jeg prøver at være bare lidt mig selv og som den eneste sportsfanatiker i huset løber jeg af og til ture rundt i Tumu om morgenen, inden solen bliver for stærk (dvs. mellem kl. 6 og 7). Jeg har også været med til en enkelt vollytræning med nogle af de lokale og håber at gentage succesen en anden gang.

Noget der kan gøre en mindre god dag super, er efter arbejde at gå en tur rundt i Tumu. Stoppe af og til for at snakke med forbipasserende eller for at købe lidt mad på Daily Market, se vagtmand Sammy komme løbende for at åbne lågen for bilen eller at tænde airconnen på 20 grader og bare flade ud med en god bog efter en varm dag på kontoret.