Væk i bushen...

Du skal lige høre om en lille oplevelse jeg havde i går, da jeg var med fem danske og tre ghanesiske arkæologer ude for at finde en gammel stenhule i bushen.

Vi kom ud til en lille landsby et sted langt fra Tumu og ca. to timer forsinket i forhold til dagsplanen, hvilket ikke var så godt, da den danske professor Klaus skulle nå en flyver til Danmark samme aften.
Nå, men efter at have bumpet ekstra 15 min ud af en vej på bredde med et mortorcykeldæk, kunne vi ikke komme længere i bil, så var det endelig ud på gå ben. Dejligt efter over en time i en tætpakket gammel 4-hjulstrækker. Jeg skulle selvfølgelig lige tisse bag bilen iden vi gik, en af de studerende Hanne var sød at vente på mig. Professor Klaus og resten af cruet havde allerede sat det lange ben foran, i jagten på hulen.! Der gik da heller mere en ti minutter før Hanne og jeg havde midste alle andre af syne.

Vi gik lidt længere men besluttede hurtigt at vende om, for ikke at blive helt væk og ikke væk fra bilen også. Hurtigt genfandt vi dog Andreas og de tre studerende fra Accra. De var vendt om, da de opdagede vi ikke var med mere.

Det var tilgengæld professoren ikke! Og denne førergruppe havde grangiveligt i deres iver for at nå hulen heller ikke ventet på dem som gik tilbage efter os. Vi var derfor nu 6 lidt alene i bushen.

Men vi kendte vejen de andre var gået og fulgte deres spor en times tid. Nåede frem til nogle ret store klippeformationer og var sikre på, det måtte være stedet med den snart berygtede hule. Vi kunne dog ikke finde eller hører hverken resten af ekspeditionen eller hulen - det fløjtesvar vi mente at have hørt stammede vist fra en legesyg fugl! Vi besluttede at vende om, da vi jo vidste at bilen ville køre, da professoren skulle nå sit fly i Ouaguadugou.

Klokken var blevet tre og fluerne forsøgte hidsigt at kravle ind i hver en ansigtsåbning. Sveden dræv og flere steder piblede lidt blod fra der hvor de skarpe siv havde fået fat. Hanne udtalte, det er da flot at jeg har klaret at skære tre ud af fem fingre! Rask begyndte vi da tilbagefarten og gik og gik; eller det føltes i hvert fald sådan.

Landskabet begyndte at se mistænksomt ubekendt ud...og da vi ikke længere kunne se forspor, besluttede vi at sende ”spejdere” ud i alle retninger for at finde det tabte spor. Klokken nærmede sig fire, men sporet var og blev væk. Det var også det sidste halvkogende vand i vandflaskerne, og ikke endgang tændstikker har vi, bemærkede Andreas. Der var ikke rigtig panik i flokken, men samtalen begyndte at dreje over på, at de vel kunne sende nogle af de lokale ud at lede efter os på deres motorcykler...
Pyha, man bliver frygtelig tøt i munden af sådan at vandre i bushen og av hvor "sidde-sten" der har stået og bagt i solen hele dagen, brænder på ens numse, når man forsøger at sætte sig. Vi ventede ca. 20 min ved de kogende sten, heldigvis under nogle store træer. Pludselig så vi de andre spæne forbi ude i det fjerne, vi sprang op, råbte, viftede og løb dem i møde, i tro om at også de ville blive glade for at se os. De så ud som om de nærmest ænsede havde bemærket at vi havde været væk. Professor Klaus sage blot, at vi var sendt på den og skulle hurtigt tilbage til bilen og at det forresten havde været en rigrig fin hule. Lillits beskrivelse var nærmere i retning af: ”ja, det var jo to sten, der stod op af hinanden”. Jeg går ud fra at den sag om huler er ret subjektiv alt efter hvilke øjene man ser med.
Jo tak, her stod vi og troede, at vi skulle lide tørstedøden i den nord-ghanesiske bush og så snakkede hr. professor bare om fly og hule.

Bare lige et råd lettere distrete og lidt for kloge-åge akedemikere, lad vær´ med at hyre dem som guider din næste oplevelses-rejse!

Heldigvis kom alle vel til Tumu, faktisk i en flyvende fart, kl.ca. 18 og jeg glædede mig til bare at drikke fire liter vand, taget et dejligt bad og vaske blod, salt og støv af kroppen.

De andre imcc´er var taget hen for at spise hos Dr. Zach, men jeg valgte i stedet at tage en aften på sofaen med hjemmelavet pizza mums....da jeg kun havde nået tre timers søvn natten forinden mit lille hule-adventure.
Nu skulle alt være i orden pizza i ovnen, de andre ude til middag hos Dr., så det var bare lige under bruseren og så ind foran flimmeren og se en let fordøjelig film. Men ak, det var her det gik op for mig, at der selvfølgelig af alle dage ikke var mere vand i tanken arrrrrrrrrr, ikke en dråbe kunne vrides ud af hanen? Min redning blev dog Mettes brugte badevand, der stadig stod i baljen fra om morgnen og så det rene vand fra wc cisternen! Super!

Aftnen endte godt, jeg var hjemme, nu fyldt op med drikkevand og pizza og næsten ren igen, ja sådan kan en lørdag i Afrika også forløbe.

Nabulo Sub Klinik

D. 25 februrar startede Mette og jeg vores ”ophold” ude i Nabulo Sub. Vi ved ikke helt endnu, om vi når at være der hele de forventede 4 uger, men 3 tager vi nok. IMCC Projektet giver på denne måde mulighed for at vi kommer helt ud til vores primære målgruppe (de lokale ghanasere i små communities) og ser hvordan dagligdagen er på sundhedsklinikker og ikke mindst ude i landsbyerne.

Det har indtil nu været en oplevelse. For det første tager det (altså for os, andre har før gjort det hurtigere er jeg sikker på) godt 1 time og 15 min at køre ud til Nabulo. Hver morgen klokken 06.00, 6.30 eller ja der omkring, starter vi den gamle land cruiser, ihh hvor den spinder og bumber derudad. Vi er ved at være lidt trætte af den lange tur, men så hjælper musikken fra Mette´s iPOD gerne gevaldigt på det.

Den første uge gik med ”out-reach-arbejde”, hvilket betyder at vi sammen med sygeplejersken Abu en meget flink fyr på omkring ca. 25 år som han selv siger, køre helt ud til afsides landsbyer og vejer/vaccinere de små børn under fem år. Det tager godt 4 timer pr. landsby, plus/minus, og så sidder vi tre dér på række under mangotræet og fører (i hånden) resultater ind i de store registreringsbøger.

Jeg har endda fået lov at give intramuskulere vacciner (polio, stivkrampe, meningitis og gul feber) til små babyer. De små stakler er ikke så glade for mig bagefter, men det skal jo gøres!

Når så dagens arbejde er overstået, kører vi Abu tilbage til Nabulo. Hvis vi er heldige har Jannet (oversygeplejersken) lavet lidt kød med yam chips til os, inden vi atter kører mod Tumu, elektricitet, brusebade, aircons og kolde drikke. Vi plejer at være ret trætte og dehydrerede, for temperaturen er begyndt at snige sig op mod de 40 grader i skyggen her i marts mdr, pyyyyyyyyy!

Vi satser på en dag i næste uge at blive og overnatten i Nabulo ude på klinikken sammen med Jannet og Abu. Jannet har i så fald lovet at lave cheeset og lightsoup, som er en af de lokale retter. Eller det vil sige, vi får sikkert lov til selv at ”pounde” majsen forinden.

Jannet er den mest crazzy in-charge sygeplejerske jeg endnu har mødt, men hun respekterer os vist en hel del og derfor laver hun ikke alt for mange numre. Hun er ellers kendt blandt alle sundhedsofficerene som ”a troublesome woman”.

De næste dage kommer til at gå med at føre alle de forskellige tal som de måler på ind, på ca. 50 forskellige ark. Alt skal hver månede sendes ind til distriktet, så de kan regne på, hvad der sker ude i de små landsbyer og hvad folk fejler.

Det virker ret ofte temlig tilfældigt, hvad det er, vi fører ind, da der ikke altid er helt styr på grunddata!? Men hvad, man kan jo altid opfinde et par resultater eller to ikke sandt.... Vi håber, at vi kan hjælpe med til at de får et bedre rappoteringssystem inden vi er færdige på klinkken. Tjuhaj for dansk effektivitet.

Uddrag af mail, sendt hjem midt i februar:

Her nede går det op og ned.

På det seneste har vi oplevet mange nye ting. Vi har f.eks. været ude og arbejde på en lille sub.klinik den sidste lille mdr. Der har Dr. Skaarup fået lov at lege læge igen og jeg ved derfor nu at jeg ser frem til den dag jeg bliver færdig på Panum eller måske et par år derefter. Det har været for fedt igen at se patienter og jeg er sikker på at jeg rigtig gerne vil være læge. Håber bare at jeg også bliver en god en af slagsen.

Af de patienter jeg har set, så var en ung mand som var væltet på motorcykel, uden hjelm, nok den mest skræmmende.

Den unge mand kom ind på klinikken den aften vi sov ude i Nabulo. Lavt blodtryk, helt bevidstløs og med blod ud af øret. Vi gjorde hvad VI kunne derude i næsten ingenting. Heldigvis fandt vi en bil, der kunne køre ham til Tumu hospital.

Desværre er den eneste læge der er line nu i Accra og har været der i 14 dagen. Dr. Zach er først tilbage på mandag. Men jeg hørte dog i dag, at manden har det lidt bedre men stadig ikke er vågnet rigtigt op og taler i hvilelse.

En anden patient jeg oplevede var en lille dreng, som jeg blev sat til at sy i armen. Ved ikke hvorfor men hans hud var så sej at jeg praktisk talt ikke kunne få nålen igennem. Den lille stakkel var ikke rigtig bedøvet, så de sidste to sting var en kamp og han skreg i vilden sky. Uha, lidt af en oplevelse. Havde det lidt skidt bagefter, men så ham i fredags og da var han glad igen og armen var også fin. Forholdene og udstyrret er bare meget anderledes end i DK og det er åbenbart vildkårene.

Jeg må også sige at de ghanesere ikke er pivede, slev de små børn piver stort set ikke med mindre man altså lige syr dem uden bedøvelse!

Nå, der er også hyggelige ting at fortælle fra klinikken. I tirsdags sov vi ude i Nabulo for første gang og vi lavede ægte afrikans mad, sammen med vores sygeplejerske Janet - over glødende kul og under åben himmel. Det var smadder hyggeligt og hun synes det er rigtig sjovt, at vi gider. Derfor tager vi endnu en overnatning i morgen og skal prøve at lave noget der hedder fufu. Hvis vi kan finde kaninkød skal vi have det med, da der var en dum hund der løb af med vores dejlige antilopekød i tirsdags, vi måtte nøjes med kylling!

Mandag morgen kl.6 tager vi med ud til en langt væk landsby, Kalaxi, hvor man ikke kan tage bilen kun motorcyklerne til. Vi sidder derfor bag på to andre derud. Vi skal være med til at veje, vaccinere og registrerer de små børn og Abu vores klinik-dreng skal give nogle health talks.

I går havde Mette og jeg inviteret nogle af de lokale venner og bekendte til afrikansk trommespil, snogbrød, pølser og øl i haven og det blev en fin aften. Vi fik dem med til at synge med på ”vi har lejerbål her” og det hele!

Ankomst til Tumu

Efter arbejdet på kontoret serverede Mette gin-og-tonny eller campari efter eget valg på hendes lille veranda. Rikke spædede til med Oliven, for som hun siger ”hvor man dog kan blive afhængig af oliven, er der egentlig noget usundt i oliven”? Og ja det er egentlig ikke så mærkeligt med den afhængighed, når nu den nærmeste biks med den udsøgte salte frugt findes enten 1000 km længere mod syd, i Accra, eller alternativt over grænsen i Burkina Faso!

Til aften havde Rasmus og Sara lavet spaghetti bullo og nu underholder fjernsynet i vores let Sahara-støvede fællesstue med BlinkENDE Lygter, som Mette så fint kalder den.

Egentlig kunne det godt have været en almindelig eftermiddag i Danmark, lige bortset fra firbenene i gårdhaven, vagtmanden der halvsover under den smukke stjernehimmel, så glimtende og fyldt med stjerner at det kan tage pusten fra en hver...hihi og Carlsvognen der vender på hovedet!

Dagens udfordring var 5 timers light-out, som til sidst fik de seks imcc-koorporanter til at holde tidligt fri, deraf fulgte driks på veranda´en. Heldigvis fik jeg dog sammen med Sammy tændt den gennerator som står ude i Gedestien og kan give støm til huset under de for tiden ret hyppige light-outs.

Nå, for at starte lidt mere fra begyndelsen, så har vi nu været præcist tre uger i Tumu. Vi ankom d.21 januar og så den aften for første gang det hjem, som skal være vores de næste 13 mdr.

Stemningen var hyggelig, da vi i ly af mørket ankom ad den støvede røde grusvej, som havde bragt og de 1000 km fra Accra. De sidste mange timer haved vi set intet andet end tørt bush-land, lave træer kun en sjælen gang afbrudt af små landsbyer med lerhytter, grise, forpjuskede hunder, rygende bålpladser og beskidte børn der smilede og råbte ”foli foli” (hvid mand) efter vores hvide 4-hjulstrækker med imcc logoet på fordørene. Vi havde bumpet derudaf siden klokken 7.30, hvor vi forlod millionbyen Kumasi. Derfor var, igen, Gin-og-Tonny, bagettes, mangosalat og hjemmelavet lassange den bedst tænkelige velkomst vi kunne få.

De tre uger der er fulgt efter denne første aften i Tumu har været spækket med mange mange nye oplevelser, bekendtskaber, farvestrålende African Cup aftner, træninger, dage på kontoret, endeløse møder med samarbejdspartnere og det hele krydret med masser af vaskeægte ghanesisk stemning.

Ja og her starter mine beretninger fra mit 14 mdr. ophold i det vestafrikanske Ghana, i byen Tumu, på kontoret hvor der på døren stå IMCC, Internationel Medical Cooperation Committee.

En lille intro til mine med udsendte:

Først er der Mette, som jeg er udsendt sammen med. Mette læser folkesundhedsvidenskan i KBH. Hun er en glad, lattermild, festlig, childout pige, som til hverdag slå sine folder på Nørrebro. Hvor hun vist også ynder at gå ud med veninderne, hvis hun da ikke lige er på kontoret på Dansk Ungdoms Rødekors eller på værestedet Transmogriffen, hvor hun har været formand. Mette er allerede kommet godt ind på ghanaserne og ser herlig ud med de farvestrålende kjoler og tørklæder der passer til. Om ikke andet, kan du altid kende Mette på hendes mange øreringe eller farvestrålende halskæder. Hun har allerede fundet et lyserødt myggenet til værelset og er aktiv på kontoret med at se rapporter efter for officerene og deltage i møder om research committeen (SRC)!

Af mere dramatiske begivenheder har hun under vores motorcykel kursus taget et gevaldigt styrt, (bræmseøvelse i kombi med ”lettere irritation” over den enfame mortorsagkyndige, kan ikke anbefales...) men heldigvis er hudafskrabningerne ved at hele op igen og det blå-grønne-gule mærke på benet er vist også ved at falme. Mette kan godt lide kolde star-øl og får sig i den forbindelse tit en sludder med Rasmus eller vagtmændene under stjernerne.

About Rasmus, han er vores TV2 journalist, kærester med Sara og den eneste mand i huset der for alvor kan gro et rigtigt mexicaner mustas. Det fik vi alle at nyde den aften hvor den flere år gamle Pito-rekord blev slået (9 mennesker drak tilsammen 7 gallons gærboblende pito, ret godt gået). Nu vi er ved det med hår, så har Rasmus nogle fine brune krøller og specielt den der stritter lige ud i venstre side bliver flittigt nuller mellem to fingre, hvad enten Rasmus tænker, snakker eller sidder foran computeren og knokler med regnskab i C5....Rasmus og Sara, mødte som bekendt hinanden på et famøst københavnsk disko. Heldigvis var det kærlighed ved første blik og det nyder vi nu godt af. De er fantastiske at have som bofæller og har været meget søde til at tage sig af Mette og mig her i overlapsperioden. De var også de to første vi mødte, da vi spædte ankom med BA-81 fra London. Rasmus kan også godt lide at immitere folk, især ghaneserne og alle deres til tider meget dårlige undskyldninger, den stemme han bruger minder mest af alt om radioværten fra Hej Cheff, undskyld cheff satire-indslagene hjemme i Danmark. En sådan lidt nasal, lidt for høj stemme lyder tit på kontoret, når der skal citeres noget sjovt og det ER ofte ret sjovt.

Sara er somt nævnt kærester med Rasmus og lige som mig mediciner. Vi kendte faktisk hinanden i forvejen, da vi har gået på sammen hold på Panum de første 5 semestre. Sara er utroligt sød og meget angageret i projektet. Hun har altid en masse gode ideer og er god til på den her lidt uformelde måde at få ghanaserne engageret! Men Sara er samtidige lidt af en fest-abe og ikke går af vejen for drikke selv afholdende muslimske venner under i rom kl. 04 om natten. Sara og jeg er sammen om at stå for HIV/AIDS komponenten i projektet, så vi kommer til at arbejde en del sammen om det, spændende.

Og så er der mig, Anette som stadig forsøger at finde sin plads her i Tumu, Ghana. Prøver at hitte hoved og hale i alle de smarte ting man jo faktisk kan bruge en computer til. Forsøer at tilpasse mig den ghanasike jargon og gennemskue hvem der skal blive vennerne og hvem der bare er bekendte.

Jeg er nu endelig ved at lære at nyde den lokale øl-aktige drik, Pito, som bliver brygget på hirse i nogle store kar over bål. Pito skal drikkes ud af kalabas´er og helst udenfor under den afrikanske stjernehimmel. Pito har en appetitlig gærklat flydende rundt i drikkeskålen, som godt kan give en smule boblen i maven.

Jeg er, efter de ”gamle” Thomas og Rikke er taget afsted, nu rykket ind på mit endelige værelse her i IMCC huset og her er rigtig hyggeligt. Men det må I selv komme og se!

Jeg prøver at være bare lidt mig selv og som den eneste sportsfanatiker i huset løber jeg af og til ture rundt i Tumu om morgenen, inden solen bliver for stærk (dvs. mellem kl. 6 og 7). Jeg har også været med til en enkelt vollytræning med nogle af de lokale og håber at gentage succesen en anden gang.

Noget der kan gøre en mindre god dag super, er efter arbejde at gå en tur rundt i Tumu. Stoppe af og til for at snakke med forbipasserende eller for at købe lidt mad på Daily Market, se vagtmand Sammy komme løbende for at åbne lågen for bilen eller at tænde airconnen på 20 grader og bare flade ud med en god bog efter en varm dag på kontoret.