Ankomst til Tumu

Efter arbejdet på kontoret serverede Mette gin-og-tonny eller campari efter eget valg på hendes lille veranda. Rikke spædede til med Oliven, for som hun siger ”hvor man dog kan blive afhængig af oliven, er der egentlig noget usundt i oliven”? Og ja det er egentlig ikke så mærkeligt med den afhængighed, når nu den nærmeste biks med den udsøgte salte frugt findes enten 1000 km længere mod syd, i Accra, eller alternativt over grænsen i Burkina Faso!

Til aften havde Rasmus og Sara lavet spaghetti bullo og nu underholder fjernsynet i vores let Sahara-støvede fællesstue med BlinkENDE Lygter, som Mette så fint kalder den.

Egentlig kunne det godt have været en almindelig eftermiddag i Danmark, lige bortset fra firbenene i gårdhaven, vagtmanden der halvsover under den smukke stjernehimmel, så glimtende og fyldt med stjerner at det kan tage pusten fra en hver...hihi og Carlsvognen der vender på hovedet!

Dagens udfordring var 5 timers light-out, som til sidst fik de seks imcc-koorporanter til at holde tidligt fri, deraf fulgte driks på veranda´en. Heldigvis fik jeg dog sammen med Sammy tændt den gennerator som står ude i Gedestien og kan give støm til huset under de for tiden ret hyppige light-outs.

Nå, for at starte lidt mere fra begyndelsen, så har vi nu været præcist tre uger i Tumu. Vi ankom d.21 januar og så den aften for første gang det hjem, som skal være vores de næste 13 mdr.

Stemningen var hyggelig, da vi i ly af mørket ankom ad den støvede røde grusvej, som havde bragt og de 1000 km fra Accra. De sidste mange timer haved vi set intet andet end tørt bush-land, lave træer kun en sjælen gang afbrudt af små landsbyer med lerhytter, grise, forpjuskede hunder, rygende bålpladser og beskidte børn der smilede og råbte ”foli foli” (hvid mand) efter vores hvide 4-hjulstrækker med imcc logoet på fordørene. Vi havde bumpet derudaf siden klokken 7.30, hvor vi forlod millionbyen Kumasi. Derfor var, igen, Gin-og-Tonny, bagettes, mangosalat og hjemmelavet lassange den bedst tænkelige velkomst vi kunne få.

De tre uger der er fulgt efter denne første aften i Tumu har været spækket med mange mange nye oplevelser, bekendtskaber, farvestrålende African Cup aftner, træninger, dage på kontoret, endeløse møder med samarbejdspartnere og det hele krydret med masser af vaskeægte ghanesisk stemning.

Ja og her starter mine beretninger fra mit 14 mdr. ophold i det vestafrikanske Ghana, i byen Tumu, på kontoret hvor der på døren stå IMCC, Internationel Medical Cooperation Committee.

En lille intro til mine med udsendte:

Først er der Mette, som jeg er udsendt sammen med. Mette læser folkesundhedsvidenskan i KBH. Hun er en glad, lattermild, festlig, childout pige, som til hverdag slå sine folder på Nørrebro. Hvor hun vist også ynder at gå ud med veninderne, hvis hun da ikke lige er på kontoret på Dansk Ungdoms Rødekors eller på værestedet Transmogriffen, hvor hun har været formand. Mette er allerede kommet godt ind på ghanaserne og ser herlig ud med de farvestrålende kjoler og tørklæder der passer til. Om ikke andet, kan du altid kende Mette på hendes mange øreringe eller farvestrålende halskæder. Hun har allerede fundet et lyserødt myggenet til værelset og er aktiv på kontoret med at se rapporter efter for officerene og deltage i møder om research committeen (SRC)!

Af mere dramatiske begivenheder har hun under vores motorcykel kursus taget et gevaldigt styrt, (bræmseøvelse i kombi med ”lettere irritation” over den enfame mortorsagkyndige, kan ikke anbefales...) men heldigvis er hudafskrabningerne ved at hele op igen og det blå-grønne-gule mærke på benet er vist også ved at falme. Mette kan godt lide kolde star-øl og får sig i den forbindelse tit en sludder med Rasmus eller vagtmændene under stjernerne.

About Rasmus, han er vores TV2 journalist, kærester med Sara og den eneste mand i huset der for alvor kan gro et rigtigt mexicaner mustas. Det fik vi alle at nyde den aften hvor den flere år gamle Pito-rekord blev slået (9 mennesker drak tilsammen 7 gallons gærboblende pito, ret godt gået). Nu vi er ved det med hår, så har Rasmus nogle fine brune krøller og specielt den der stritter lige ud i venstre side bliver flittigt nuller mellem to fingre, hvad enten Rasmus tænker, snakker eller sidder foran computeren og knokler med regnskab i C5....Rasmus og Sara, mødte som bekendt hinanden på et famøst københavnsk disko. Heldigvis var det kærlighed ved første blik og det nyder vi nu godt af. De er fantastiske at have som bofæller og har været meget søde til at tage sig af Mette og mig her i overlapsperioden. De var også de to første vi mødte, da vi spædte ankom med BA-81 fra London. Rasmus kan også godt lide at immitere folk, især ghaneserne og alle deres til tider meget dårlige undskyldninger, den stemme han bruger minder mest af alt om radioværten fra Hej Cheff, undskyld cheff satire-indslagene hjemme i Danmark. En sådan lidt nasal, lidt for høj stemme lyder tit på kontoret, når der skal citeres noget sjovt og det ER ofte ret sjovt.

Sara er somt nævnt kærester med Rasmus og lige som mig mediciner. Vi kendte faktisk hinanden i forvejen, da vi har gået på sammen hold på Panum de første 5 semestre. Sara er utroligt sød og meget angageret i projektet. Hun har altid en masse gode ideer og er god til på den her lidt uformelde måde at få ghanaserne engageret! Men Sara er samtidige lidt af en fest-abe og ikke går af vejen for drikke selv afholdende muslimske venner under i rom kl. 04 om natten. Sara og jeg er sammen om at stå for HIV/AIDS komponenten i projektet, så vi kommer til at arbejde en del sammen om det, spændende.

Og så er der mig, Anette som stadig forsøger at finde sin plads her i Tumu, Ghana. Prøver at hitte hoved og hale i alle de smarte ting man jo faktisk kan bruge en computer til. Forsøer at tilpasse mig den ghanasike jargon og gennemskue hvem der skal blive vennerne og hvem der bare er bekendte.

Jeg er nu endelig ved at lære at nyde den lokale øl-aktige drik, Pito, som bliver brygget på hirse i nogle store kar over bål. Pito skal drikkes ud af kalabas´er og helst udenfor under den afrikanske stjernehimmel. Pito har en appetitlig gærklat flydende rundt i drikkeskålen, som godt kan give en smule boblen i maven.

Jeg er, efter de ”gamle” Thomas og Rikke er taget afsted, nu rykket ind på mit endelige værelse her i IMCC huset og her er rigtig hyggeligt. Men det må I selv komme og se!

Jeg prøver at være bare lidt mig selv og som den eneste sportsfanatiker i huset løber jeg af og til ture rundt i Tumu om morgenen, inden solen bliver for stærk (dvs. mellem kl. 6 og 7). Jeg har også været med til en enkelt vollytræning med nogle af de lokale og håber at gentage succesen en anden gang.

Noget der kan gøre en mindre god dag super, er efter arbejde at gå en tur rundt i Tumu. Stoppe af og til for at snakke med forbipasserende eller for at købe lidt mad på Daily Market, se vagtmand Sammy komme løbende for at åbne lågen for bilen eller at tænde airconnen på 20 grader og bare flade ud med en god bog efter en varm dag på kontoret.