Væk i bushen...

Du skal lige høre om en lille oplevelse jeg havde i går, da jeg var med fem danske og tre ghanesiske arkæologer ude for at finde en gammel stenhule i bushen.

Vi kom ud til en lille landsby et sted langt fra Tumu og ca. to timer forsinket i forhold til dagsplanen, hvilket ikke var så godt, da den danske professor Klaus skulle nå en flyver til Danmark samme aften.
Nå, men efter at have bumpet ekstra 15 min ud af en vej på bredde med et mortorcykeldæk, kunne vi ikke komme længere i bil, så var det endelig ud på gå ben. Dejligt efter over en time i en tætpakket gammel 4-hjulstrækker. Jeg skulle selvfølgelig lige tisse bag bilen iden vi gik, en af de studerende Hanne var sød at vente på mig. Professor Klaus og resten af cruet havde allerede sat det lange ben foran, i jagten på hulen.! Der gik da heller mere en ti minutter før Hanne og jeg havde midste alle andre af syne.

Vi gik lidt længere men besluttede hurtigt at vende om, for ikke at blive helt væk og ikke væk fra bilen også. Hurtigt genfandt vi dog Andreas og de tre studerende fra Accra. De var vendt om, da de opdagede vi ikke var med mere.

Det var tilgengæld professoren ikke! Og denne førergruppe havde grangiveligt i deres iver for at nå hulen heller ikke ventet på dem som gik tilbage efter os. Vi var derfor nu 6 lidt alene i bushen.

Men vi kendte vejen de andre var gået og fulgte deres spor en times tid. Nåede frem til nogle ret store klippeformationer og var sikre på, det måtte være stedet med den snart berygtede hule. Vi kunne dog ikke finde eller hører hverken resten af ekspeditionen eller hulen - det fløjtesvar vi mente at have hørt stammede vist fra en legesyg fugl! Vi besluttede at vende om, da vi jo vidste at bilen ville køre, da professoren skulle nå sit fly i Ouaguadugou.

Klokken var blevet tre og fluerne forsøgte hidsigt at kravle ind i hver en ansigtsåbning. Sveden dræv og flere steder piblede lidt blod fra der hvor de skarpe siv havde fået fat. Hanne udtalte, det er da flot at jeg har klaret at skære tre ud af fem fingre! Rask begyndte vi da tilbagefarten og gik og gik; eller det føltes i hvert fald sådan.

Landskabet begyndte at se mistænksomt ubekendt ud...og da vi ikke længere kunne se forspor, besluttede vi at sende ”spejdere” ud i alle retninger for at finde det tabte spor. Klokken nærmede sig fire, men sporet var og blev væk. Det var også det sidste halvkogende vand i vandflaskerne, og ikke endgang tændstikker har vi, bemærkede Andreas. Der var ikke rigtig panik i flokken, men samtalen begyndte at dreje over på, at de vel kunne sende nogle af de lokale ud at lede efter os på deres motorcykler...
Pyha, man bliver frygtelig tøt i munden af sådan at vandre i bushen og av hvor "sidde-sten" der har stået og bagt i solen hele dagen, brænder på ens numse, når man forsøger at sætte sig. Vi ventede ca. 20 min ved de kogende sten, heldigvis under nogle store træer. Pludselig så vi de andre spæne forbi ude i det fjerne, vi sprang op, råbte, viftede og løb dem i møde, i tro om at også de ville blive glade for at se os. De så ud som om de nærmest ænsede havde bemærket at vi havde været væk. Professor Klaus sage blot, at vi var sendt på den og skulle hurtigt tilbage til bilen og at det forresten havde været en rigrig fin hule. Lillits beskrivelse var nærmere i retning af: ”ja, det var jo to sten, der stod op af hinanden”. Jeg går ud fra at den sag om huler er ret subjektiv alt efter hvilke øjene man ser med.
Jo tak, her stod vi og troede, at vi skulle lide tørstedøden i den nord-ghanesiske bush og så snakkede hr. professor bare om fly og hule.

Bare lige et råd lettere distrete og lidt for kloge-åge akedemikere, lad vær´ med at hyre dem som guider din næste oplevelses-rejse!

Heldigvis kom alle vel til Tumu, faktisk i en flyvende fart, kl.ca. 18 og jeg glædede mig til bare at drikke fire liter vand, taget et dejligt bad og vaske blod, salt og støv af kroppen.

De andre imcc´er var taget hen for at spise hos Dr. Zach, men jeg valgte i stedet at tage en aften på sofaen med hjemmelavet pizza mums....da jeg kun havde nået tre timers søvn natten forinden mit lille hule-adventure.
Nu skulle alt være i orden pizza i ovnen, de andre ude til middag hos Dr., så det var bare lige under bruseren og så ind foran flimmeren og se en let fordøjelig film. Men ak, det var her det gik op for mig, at der selvfølgelig af alle dage ikke var mere vand i tanken arrrrrrrrrr, ikke en dråbe kunne vrides ud af hanen? Min redning blev dog Mettes brugte badevand, der stadig stod i baljen fra om morgnen og så det rene vand fra wc cisternen! Super!

Aftnen endte godt, jeg var hjemme, nu fyldt op med drikkevand og pizza og næsten ren igen, ja sådan kan en lørdag i Afrika også forløbe.