Så kom december og med den ”kulde” og dage med lavt blus på ækvatorsolen. I december blæser Hamatanen fra nord. Viden fører så store mængder af rødt støv fra Sahara med sig, at solens stråler her i Tumu ikke trænger helt igennem og vejret virker næsten vinter aktigt –temperaturen falder til omkring 20 grader celsius om natten og desuden begynder solen først rigtig at brænde efter klokken ti…det er jo ren luksus.
Min juleferie startede allerede d.18., hvor jeg forventningsfuld kørte til Ouagadougo for at hente min veninde Britt i lufthavnen. Jeg kunne næsten ikke finde hende blandt alle de store mammas, der kom ud af terminalen med store guldtrofæer om halsen. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvilken konkurrence de egentlig havde vundet? Men meget populære var de, ingen tvivl om det.
Næste dag startede det første juleeventyr. Britt og jeg kørte den gamle land cruiser hele vejen til Mali, nærmere betegnet Bandiagara i Dogon Country. Det er et fantastisk sted, hvor ørken og bjerglandskab mødes i en flere hundrede meter høj og 200 km lang rød klippevæg.
Formålet med turen var en to-dags vandretur med overnatning på taget af en lille lerhytte under stejrneres blinken og myggenettes beskyttelse. Turen blev et hit og vi fik set masser af små byer hugget ind i klippen, turek-mænd viklet ind i beduintøj, drummedare, palmer, coucos, sjerneskud og folk der vandede deres fine løgmarker. Vores guide var god og talte enkelsk, hvilket i jeg var glad for!
D.22. kørte vi tilbage til Ouaga for at juleshoppe. Det blev en hektisk dag, hvor både julemad og julegave skulle shoppes. Heldigvis nåede vi akurat grænsen til Ghana lige før den blev låst for natten.
D.24. gik på bedste julebeskub. Jeg var selvfølgelig ude på en dejlig morgenløbetur og da jeg kom tilbage, blev der hygget i gården med jule kryds og tværs fra Britt´s medbragte Familie Journalen. Sådan et skal man da have, når det er jul. Britt og Mettes mor, Vibeke, var nok stjernerne, mens Mette og jeg hang på så godt vi kunne. Kl.14. skulle vi samles for at kokkere aftenes store julemiddag. Desværre var de to Burkina-købte ænder blevet dårlige og måtte smides ud… Nu var gode dyr rådne, men i Tumu kan man jo klare det meste, så vi fik slagte to ænder fra haven og købte to rå perlehøner fra den lokale bæverding. Vibeke stod for fulg og brune sovs. Ovnene har det med at drille, så den ene brædepande brændte en smule på, men hun klarede at lave sovs nok fra den anden. Britt lavede en vidunderlig ris ala mande (uden sprut men med mandle essens, hvem mon bestemte det). På et tidspunkt så det lidt skidt ud med hensyn til at piske den langtidsholdbare fløde stiv, men Britt gav ikke op, så også desserten lykkedes i fin stil. Jeg skulle lave Waldoff salat. Da jeg først havde gravet valnødderne frem fra fryseren, gik resten som en leg. Signe og Thor stod for alt med ”K” -altså kartofler, kirsbærsovs og konfekt. Der manglede bestemt ikke noget, da mørket faldt på og da alle havde været i bad, kunne vi sætte og til bords og nyde julemaden i baghaven.
Hov, i løbet af dagen havde vi selvfølgelig også fået pyntet og rettet på det kunstige juletræ, som Mette havde importeret fra Burkina. Vi kunne godt have ønsket os en Nordmandsgran, da de ifølge Britt ”jo ikke drysser”! Efter maden, hvor jeg vandt den fine marcipan gris, som Thors far Peder havde lavet, blev der danset om træet og åbnet gaver. De fleste fik vist også ringet en gang eller to til Danmark og klokken 01.30, kunne vi glade krybe under myggenettet og lukke øjnene.
Jeg drømte om niecen, hvordan hun havde hoppet op og ned over den nye cykel hun havde fået hjemme i dk. Britt havde hede drømme om den hjertering, der nu sad på hendes finger. Vibeke lå og hostede lidt af oven på hendes lungebetændelse og Mette havde travlt med at passe en ven, der netop var kommet tilbage fra hospitalet.
Som I kan forstå var alle meget trætte oven på den hårde juleaftensdag, så d.25. måtte vi slappe af. Britt og jeg lå og ”gassede” til klokken næsten 11. Så blev der spist morgenmad og set tegnefilm. Bagafter var vi på internette og hen på eftermiddagen, blev det tid til en gåtur i bushen men så var vi også klar til laksemadder og endnu en film…
