Ja, så blev det absulut sidste dag i august måned. Det betyder at det må være tæt ved fire måneder siden min sidste blog. Det kan der være to grunde til enten, at der ikke er sket en disse de sidste fire måneder eller omvendt at der er sket så meget, at jeg aldrig fandt tid til at få skrevet om det. Tror mig når jeg siger, at det sidste udsagn er det rigtige.

En varm men våd dag i maj kørte jeg ganske alene land cruiseren mod Bolgatanga. Planen var at se Tonga Hills og dagen efter fortsætte mod Tamale for at samle to af vores midtvejsevalueringskonsulenter op. Alberto Gallachi ankom med flyveren, vist nok fra DK men det er aldrig til at vide med ham...har adresse i Japan, et sommerhus på Strygnø, en lejlighed og en kone på Islandsbrygge og i han pas står det Schwizisk statsboger? Jo, vores cheff konsulent er en mand, som har hjemme i verden – hele verden. Den anden konsulent, Anthony, var vi ret spændte på (tror I lige man kunne kludre rundt i navnene Alberto og Anthony, oh yeahhh). Han var ægte ghaneser og arbejder både som medical docter og distrikts sundhedsdirektør nede i Sene District, Brong-Ahafo regionen, i en by der hedder Kwame Danso. Han ankom med bil fra Sunyani, ”selvfølgelig” en 1 ½ time for sent, men viste sig så absolut at være værd at vente på!

På vejen hjem til Tumu blev der begejstre talt om en restaurant i Kenya, hvor man kan få alt det bush-kød, som hjertet begærer. Anthony drikker ikke alkohol overhovedet.Tilgengæld er det lykkes ham, dagen efter et besøg på den omtalte restaurant, at få et alvorligt tilfælde af det ukendte fænomen ”kød-tømmermænd”. Disse skulle ifølge vores kød-elskende ven være mindst lige så slemme, som de mere almidelige tømmermænd man kan opleve efter indtagelse af alkohold.

Den sidste konsulent vi fik til Tumu under midtvejsevalueringen var Sara. Hun er tidligere IMCC-udsendt og har arbejdet aktivt i IMCC siden. Sara efterlod endda hendes mand og lille 1-årige datter i Sønderjylland, for at komme og hjælpe os med midtvejsevalueringen, tak for det.

Evalueringen forløb meget anderledes og langt mere intenst end både Mette, Sara, Ramus eller Jeg på nogen måde havde forestillet os. Efter fjorten, hudløst ærligt, meget lange dage...med alen lange møder til 7 om aftenen (hvor der både blevet grinet, grædt, diskuteret, talt med store bogstaver men ikke mindst produceret spændende tanker) kom vi i løbet af de sidste to dage (lidt af en tidsmæssig gyser) frem til ”en ny vej frem” for vores projekt. Disse nye måder at gribe arbejdet i Sissala East District an på skulle meget gerne implementeres inden 2011, hvor projektet muligvis skal afsluttes. At få lov at arbejde intenst med tre proffesionelle konsulenter var uden al tvivl en kæmpe chance for os fire. Vi fik set sider af hinanden og os selv, som nok ikke var kommet frem før. Og for mit vedkommende, fik jeg lært en masse om evalueringsprocesser, tilgange til ulandsarbejde og logical framework approch!

Her sidst i august er Mette, Signe, Thor og Jeg så for alvor gået i gang med at implementere vores nye viden og visioner. Det virker til at arbejdet giver langt mere mening for os nu, så det er en sand fryd.

Anden lørdag i juni var vi færdige med evaluering og jeg kørte konsulenterne til Accra, hvor de blev sendt til hvert sit verdenhjørne. Allerede samme aften steg en anden, men meget kær ven, ud af KLM flyveren fra Amsterdam, nemlig Mette Schaap dugfrisk fra Østerbro. Mette kom for at holde 16 dages ferie sammen med mig i Ghana.

Det var vildt og meget fantastisk, at se min veninde igen efter, at have været lidt på egen hånd de første seks måneder i Tumu. Mette tog både Ghana, mig, varmen, regnen, maden og parasitterne i stiv arm. Vi fik kørt Ghana temlig tynd på de 16 dage vi var sammen, måske lidt for tynd?

Vi lagde ud med at køre vest-over, fra Accra langs Ghana´s sydkyst, ud til en desværre meget grå og regnfuld Cape Coast strandby. Selv slavefortet lukkede for næsen af os og derfor forsatte vi lidt mod nord og overnattede i Hans´s cottage. Næste morgen var vi klar til en rengskovsoplevelse i Kakum nationalpark. Det var en fed oplevelse og vi vandrede 60m oppe, mellem trækronerne på de dertil indrettede hængebroer. I kan se billeder, når jeg kommer hjem til marts. Vi nåede ikke hele vejen til Bouyem den dag, så vi måtte overnatte i Kumasi, på det ”exclusive” hotel uden lys på badeværelset og lidt nusede senge. Vi forsatte, så snart det var blevet lyst, mod Bouyem. Her fik vi badet under vandfald, set udsigten fra The African Rock og ikke mindst spist en lækker picknic morgenmad med kun ca. 100 skoleelever som tilskuere. Vi havde netop sat os for at spise vores medbragte porridge på pose, brød, æg og kaffe på en dejlig græsplæne, lidt væk fra byen. Da det pludselig ringede ud fra time gik det op for os, at vi sad midt på skolens boldbane. I kan måske forestille Jer hvilken tilløbstykke det kan være, når to hvide kvinder pludselig sidder i ens skolegård, tjuhej så skal der kigges og måske endda røres.

Derfra gik turen videre til Mole, som lå en smule længere uden af den endeløse, hullede grusvej end vi havde forventet. Men vi nåede da frem, netop til at se solen gå bag skoven ved Larabanka, et smukt syn. Der var en del andre tourister, så vi måtte nøjes med et værelse med fan. Den følgende morgen var vi på safari vandring, men så først til allesidst de berømte elefanter ved deres vante vandhul. De er altså pænt store de elefanter, når man pludselig står et halvt 100m fra dem, trut trut. Resten af dagen blev brugt til at slappe af ved poolen og kigge ud på elefant sletten. (Ahhh tiltrængt efter et par dage ”on the road” i land crusieren) Nå ja, og så til at holde øje med at bavianerne ikke tog vores ting fra vores bord ved poolen. Den dag nåede de kun at stjæle en flaske med ketchup, velbekomme.

Efter Mole nåede vi tre dage i Tumu, hvor Mette desværre måtte ligge under for en af de mange bakterier, hun havde mødt på sin vej -måske den fra Rebbecas fufu-med-light-soup-middag dagen før? Vi nåede også en motorcykel tur med vennenSule, ud til hans landsby Kong, hvor vi hilste på gamle koner, der boede i lerhytter og små negerbørn med hul i buksebagen. Onsdag forlod vi atter Tumu for at køre øst om til Tamale. Her stødte vi på to rasta fyre, som gav os en lektion i afrikanske trommer. De syntes vi var meget gode J og solgte os nogle meget flotte akvareller. Målet var Wli Waterfalls nær Hohoe. De ER helt fantastiske flotte, men den tre timer lange tur opad opad opad er måske knapt så spændende med bræksyge og malaria i kroppen, stakkels stakkels Mette. Jeg har stadig dårlig samvittighed over at vi ikke bare vente om. Hmm, men Mette blev altså syg ved Wli og vi måtte blive et par dage ekstra.

Vi nåede alligevel ud at se et kinte-væveri, powershopping hos smykkedamen, en tur til kysten ved Ada Foa og tilbage igen, der var ikke så fedt lige den dag...så den sidste aften brugte vi istedet på et hotel med pool nær Accra, hvor vi kunne slappe lidt af oven på alle strabasserne og de mere end 2000 km vi havde tilbagelagt i løbet af 16 dage. Som sagt var det for mig to ugers frirum og non-stop happiness at se en god veninde igen. Mette, jeg er dybt rørt over at du tog hele vejen til Ghana for at holde ferie med mig. Vi ses i DK!

Allerede dagen efter jeg havde sat Mette, snøft, på flyveren i Kotoka lufthavn, hentede jeg sammen med Mette Ghana de to nye IMCCer, Signe og Thor, som vi var blevet udtaget sammen med 16 måneder tidligere hjemme i DK. Vi brugte 14 dage i Accra/ ved Lake Bosomtwe, før vi spændte ankom til Tumu en søndag eftermiddag. Det er altid spændende, når ”de nye” ankommer, men også lidt underligt, for så ved ”de gamle”, i dette tilfælde Sara og Rasmus, at det lakker mod enden. Sådan som projektet er skruet sammen, har vi alle seks omkring fem uger sammen i Tumu, før de gamle tager endeligt afsked. I denne periode skal de nye have erfaringer overleveret og sættes godt ind i projektet. I år har det såkaldte overlap været en lidt forvirrende process. Dels pg.a. af den forudgående midtvejsevaluering, som kom med en masse nyt, som Signe og Thor ikke vidste noget om inden de forlod Dk og derfor skulle sættes ind i og dels fordi Mette og Jeg begge var en uge i Danmark i løbet af overlappet. Det er dog alt sammen gået og vi er nu godt i gang med arbejdet igen.

Det sidste jeg har lavet siden sidst er at være en uge ved stranden (Anomabu) og i Accra, alt sammen for at tage godt afsked med Sara og Rasmus, som nu atter er tilbage i Danmark efter deres 14 måneder i Ghana. Inden vi forlod Tumu d.18. august holdt de en stor afskedfest, med en masse mennesker til mad, dans, øller og ikke mindst taler i haven. Det var en dejlig aften og det holdt helt ekstreordinært tørt natten igennem. De eneste afbrydelser var når strømmen gik, men det er ikke noget problem, når vi fester med Tumuneserne. De snupper bare trommerne, starter en sang og så kan vi alle danse videre ud i natten til deres afrikanske rytmer.

Mange kærlige hilsner fra Anette