1. maj i regnskoven!

Vandretur i Midt-Ghana

Så blev det 1. maj også i Ghana og det betød Public Holiday på IMCC-kontoret. Efter at have ligget på den lade side et par uger i et forsøg på at rekreere ovenpå en omgang malaria, besluttede jeg i sidste øjeblik at få et lift og køre med Rasmus og Sara sydpå til Tamale. De kørte alligevel fordi de skulle hente Sara’s søster med mand og to små søde unger.

Mette var først på ugen taget helt syd ned til kysten med ”Mor Vibeke og Mogens” - og et par ghanesere. Så derfor tænkte jeg, ”all right, så tager jeg også på en lille tur”. Jeg vidste ikke helt om krafterne var til det endnu, men når jeg bare tog afsted på egen hånd, kunne jeg jo altid sætte tempoet derefter...

Efter en hurtig pakning af vandrerygsækken forlod vi Tumu ved 11.30 tiden og nåede Tamale lidt i fire. Min STC-bus skulle, i følge Bratt’s rejseguide, afgå kl.16, så jeg kunne vist lige nå den!

Jeg fik købt billet, men det viste sig at busse først gik kl. 17. Det var nu helt ok, så var der tid til at købe lidt snaks og mærke at nu var jeg faktisk afsted helt alene i Ghana for første gang. Jeg fik købt en cola, der smagte meget mystisk og så nogle oliestegte klumper, som jeg mente måtte være lavet af majsmel, men viste sig at være en slags stegt ost. Faktisk ok smag - ananas til dessert.

Jeg ventede lidt længere og pludselig gik det op for mig, at jeg havde glemt min dagsrygsæk, hvor i min krog til myggenettet lå...ikke så godt når jeg nu var på vej på vandretur –ingen rygsæk og ingen nem løsning til myggenettet. ”Jeg finder på noget”, tænkte jeg.

Min bus blev ydeligere forsinket, men held i uheld betød det at jeg faldt i snak med en sød ghaneser – Anoff, som fortalte at han var soldat og faldskærmsspringer. Det er sjovt hvordan man svinger forskelligt med forskellige folk, han virkede næste som en jeg havde kendt i lang tid og han var super flink til at hjælpe med at komme på den rigtige bus, finde toilettet...øh tissemuren på vores aftensmad pit-stop og i det hele taget bare rigtig tryg og sjov at følges med. Han skulle vidre til Kumasi og Accra, fordi han mandag d.5. skulle udstationeres 6 mdr. i Liberia. Det er lidt en skam, for så kan vi ikke ses lige forløbigt, men vi talte i telefon os sms’ede i løbet af min tur og måske kan vi ses, når han kommer hjem igen...til november.

Nå, kun tre timer forsinket ankom jeg til en by halvt nede i Ghana, som hedder Techiman. Klokken var over 23.00 og jeg var lidt spændt på hvordan det ville være, ene pige at komme ud af bussen og finde mit hostel. Men allerede i det jeg steg ud, følte jeg en rar og hyggelig stemning i byen.

Der var en masse taxi-mænd, som gerne ville give et lift, der var folk på gaden som købte brød, ris og duftende supper fra små boder og så var temp helt behagelig under 30 grader. Jeg købte også lidt mad fra gaden og vand i poser og fandt hurtigt stedet hvor jeg havde bokket et værelse. Hostlet var lukket da jeg nåded frem, men der blev heldigvis låst op, da jeg bankede på. Ingen aircon så natten blev svedig men ellers et ok sted.

Fredag stod jeg tidligt op og fandt en taxa til en anden by 30 minutter derfra. Herfra skulle jeg med en lokal trotro (som en minibus) de 83 km ud til Bui national park. Jeg var ved bus stationen kl.9.22, men da minibussen ikke var fyldt føk kl.13....et eller andet, måtte vi pænt vente til der, men jeg var på tur, så lidt ventetid kunne ikke tage humøret fra mig.

De tre timer i den tætpakkede, meget svedige trotro hvor folk og bagage blev godt mast sammen, var en noget autentisk oplevelse, for en imcc’er der er vandt til egen Toyota LandCruiser! Heldigvis havde jeg snuppet mig en plads i det ene hjørne, helt ude ved vinduet, så selvom sveden drev, fik jeg masse af frisk luft. Efter 2 ½ time dukkede der pludselig de flotteste grønne bjerge op og ja det var al ventetiden og hver en sveddråbe hver. Efter næste 4 mdr. i det tørre flade Tumu, så var dette landskab som en drøm af frodig grøn natur. Jeg nåede Bui og fandt hurtigt min Camp. Det var sidst på eftermiddagen og derfor for sent at tage på en tur ind i selve parken. Jeg fik dog alligevel en storslået oplevese, da jeg sammen med min søde lejerchef gik op på en klippe tæt på campen. Fra toppen kunne man se ud over hele naturparken og alle bjergene rundt om wauuuuuuu!

DESVÆRRE viste det sig at det ikke på nogen måde ville være muligt at komme tilbage til Techiman søndag. Det betød at jeg blev nødt til at tage tilbage med den samme bumlende trotro allerede næste morgen kl.5.30 NEEJJJ, det ville sige ingen heldagsvandretur ud i den lokkende park og inden sejlads op ad floden i kano for at se flodheste. Det var næsten ikke til at bærer. Men jeg skulle mødes og have et lift med Mette fra Techiman søndag formiddag for at komme hjem til Tumu igen, så der var ikke andet at gøre, end at gøre aftnen hyggelig, stå op kl.04 næsten morgen og begive sig mod bussen atter engang.

Jeg fik kokkeret under åben himmel med guiden, læst i min gode bog, lyttet til det vilde uvejr der brød ud ved 9-tiden og badet i regnvand i pandelampens skær. Så lidt camping-liv blev det da til.

Jeg bestemte mig for lørdag at stoppe ind ved byen Bouyem, hvor der i følge Bradt’s også skulle være gode vandre muligheder.

Det var her det gode held vendte tilbage, netop som jeg ankom til Wildlife kontoret i Bouyem, var fire flinke piger fra Holland ved at hyre en guide til at tage dem rundt i omegnen den dag. Det var ikke nemt at finde guide lige netom den lørdag, da der var stor begravelses fest i byen. Hvilket betyder at alle kommer fra nær og fjern klædt i meget flotte sorte og røde dragter og at der spilles høj musik, drikkes pito og spises fufu, cheset og ris i rigelige mængder. Altså ikke lige en dag hvor folk har lyst til at tage på tur med en flok tourister. MEN vi fandt en guide og jeg hægtede mig på de fire andre hvide.

Det endte med at blive en helt surveren dag, hvor vi så både flagermusehuler, watercaves, vandfald, slange farm, The African Rock, små bjerg-marker med yam og majs og en hel masse meget flot og frodig natur.

Efter en god dag i det grønner, tog pigerne tilbage til deres hus i Techiman. Jeg blev for at overnatte i Bouyem. Det er dog ikke sådan til at finde logi, når der er begravelse i byen, så alt var selvfølgelig optaget! What to do?

Det viste sig at lederen af ”økoprojektet” var broder med byens høvding. Han tilbød at jeg kunne sove på ”paladset”. Det siger man jo ikke nej til, så jeg fik hængt myggenettet op, vand til at vaske mig i, en ekstra madras og en nøgle til toilettet SUPER. Ikke nok med det, så kørte min redningsmand mig også, bag på hans motorcykel, hen til den lokale kogekone, for jeg skulle da også have lidt mad. Sådan er ghaneserne, man bliver altid inviteret til at spise med! På turen hjem tog vi en lille omvej ud af nogle stiger, så jeg lige kunne se lidt mere af solnedgangen bag de fine bjerge.

Den aften spiste jeg ris med fisk i tomat...efter jeg havde fiske en fræk kakkelak ud af min rygsæk. Senere satte jeg mig ud til gaden og indsnusede den summende aftenstemning, betragtede alle begravelsesgæsterne der enten var på vej hjem eller bare ude at gå for at hilse på gamle venner. Der var en fantastisk stemning i byen. Dette blandet med alle de søde mennesker og gode oplevelser jeg havde mødt den dag fik hurtigt alle bekymringer til at lette og jeg kunne for alvor mærke rejselyst, og den pito jeg tidligere havde delt med vores guide, boble i mig.

Godt træt lagde jeg mig under nettet ude i den åbne høvdingegård og i skræret af pandelampen faldt jeg hen til min bog Digital Fortress.

Jeg havde stillet uret til kl.5, da jeg ville nå en sidste tur under vandfaldet inden jeg vente næsen mod Techiman og Mette i Toyota’en.

Jeg spurtede de 20min op ad bjerget og fandt det forfriskende vandfald ved 6-tiden. Der var ingen bønder at se på markerne endnu, så jeg smed alt tøjet og nød det kolde vand der palskede ned fra et sted højt over mig. Jeg tog en hurtig mango til morgenmad, på med rygsækken og gik så de 10km ind til byen.

Dagen inden havde jeg fundet en lille gade-kaffebod der tilmed solgte æg med brød og mums hvor det smagter efter 3 dage i ”felten”. Kun en halv time senere dukkede den hvide landcruiser op i det fjerne og så var det bare at hoppe ind og køre de ca.8 timer til Tumu.

Vi ankom hen på eftermiddagen og dagen endte på Tennis til en kold øl og et gensyns-hej med dem fra Tumu samt to Tine og Liv, som netop var ankommet fra DK.