Nabulo Sub Klinik

D. 25 februrar startede Mette og jeg vores ”ophold” ude i Nabulo Sub. Vi ved ikke helt endnu, om vi når at være der hele de forventede 4 uger, men 3 tager vi nok. IMCC Projektet giver på denne måde mulighed for at vi kommer helt ud til vores primære målgruppe (de lokale ghanasere i små communities) og ser hvordan dagligdagen er på sundhedsklinikker og ikke mindst ude i landsbyerne.

Det har indtil nu været en oplevelse. For det første tager det (altså for os, andre har før gjort det hurtigere er jeg sikker på) godt 1 time og 15 min at køre ud til Nabulo. Hver morgen klokken 06.00, 6.30 eller ja der omkring, starter vi den gamle land cruiser, ihh hvor den spinder og bumber derudad. Vi er ved at være lidt trætte af den lange tur, men så hjælper musikken fra Mette´s iPOD gerne gevaldigt på det.

Den første uge gik med ”out-reach-arbejde”, hvilket betyder at vi sammen med sygeplejersken Abu en meget flink fyr på omkring ca. 25 år som han selv siger, køre helt ud til afsides landsbyer og vejer/vaccinere de små børn under fem år. Det tager godt 4 timer pr. landsby, plus/minus, og så sidder vi tre dér på række under mangotræet og fører (i hånden) resultater ind i de store registreringsbøger.

Jeg har endda fået lov at give intramuskulere vacciner (polio, stivkrampe, meningitis og gul feber) til små babyer. De små stakler er ikke så glade for mig bagefter, men det skal jo gøres!

Når så dagens arbejde er overstået, kører vi Abu tilbage til Nabulo. Hvis vi er heldige har Jannet (oversygeplejersken) lavet lidt kød med yam chips til os, inden vi atter kører mod Tumu, elektricitet, brusebade, aircons og kolde drikke. Vi plejer at være ret trætte og dehydrerede, for temperaturen er begyndt at snige sig op mod de 40 grader i skyggen her i marts mdr, pyyyyyyyyy!

Vi satser på en dag i næste uge at blive og overnatten i Nabulo ude på klinikken sammen med Jannet og Abu. Jannet har i så fald lovet at lave cheeset og lightsoup, som er en af de lokale retter. Eller det vil sige, vi får sikkert lov til selv at ”pounde” majsen forinden.

Jannet er den mest crazzy in-charge sygeplejerske jeg endnu har mødt, men hun respekterer os vist en hel del og derfor laver hun ikke alt for mange numre. Hun er ellers kendt blandt alle sundhedsofficerene som ”a troublesome woman”.

De næste dage kommer til at gå med at føre alle de forskellige tal som de måler på ind, på ca. 50 forskellige ark. Alt skal hver månede sendes ind til distriktet, så de kan regne på, hvad der sker ude i de små landsbyer og hvad folk fejler.

Det virker ret ofte temlig tilfældigt, hvad det er, vi fører ind, da der ikke altid er helt styr på grunddata!? Men hvad, man kan jo altid opfinde et par resultater eller to ikke sandt.... Vi håber, at vi kan hjælpe med til at de får et bedre rappoteringssystem inden vi er færdige på klinkken. Tjuhaj for dansk effektivitet.

Uddrag af mail, sendt hjem midt i februar:

Her nede går det op og ned.

På det seneste har vi oplevet mange nye ting. Vi har f.eks. været ude og arbejde på en lille sub.klinik den sidste lille mdr. Der har Dr. Skaarup fået lov at lege læge igen og jeg ved derfor nu at jeg ser frem til den dag jeg bliver færdig på Panum eller måske et par år derefter. Det har været for fedt igen at se patienter og jeg er sikker på at jeg rigtig gerne vil være læge. Håber bare at jeg også bliver en god en af slagsen.

Af de patienter jeg har set, så var en ung mand som var væltet på motorcykel, uden hjelm, nok den mest skræmmende.

Den unge mand kom ind på klinikken den aften vi sov ude i Nabulo. Lavt blodtryk, helt bevidstløs og med blod ud af øret. Vi gjorde hvad VI kunne derude i næsten ingenting. Heldigvis fandt vi en bil, der kunne køre ham til Tumu hospital.

Desværre er den eneste læge der er line nu i Accra og har været der i 14 dagen. Dr. Zach er først tilbage på mandag. Men jeg hørte dog i dag, at manden har det lidt bedre men stadig ikke er vågnet rigtigt op og taler i hvilelse.

En anden patient jeg oplevede var en lille dreng, som jeg blev sat til at sy i armen. Ved ikke hvorfor men hans hud var så sej at jeg praktisk talt ikke kunne få nålen igennem. Den lille stakkel var ikke rigtig bedøvet, så de sidste to sting var en kamp og han skreg i vilden sky. Uha, lidt af en oplevelse. Havde det lidt skidt bagefter, men så ham i fredags og da var han glad igen og armen var også fin. Forholdene og udstyrret er bare meget anderledes end i DK og det er åbenbart vildkårene.

Jeg må også sige at de ghanesere ikke er pivede, slev de små børn piver stort set ikke med mindre man altså lige syr dem uden bedøvelse!

Nå, der er også hyggelige ting at fortælle fra klinikken. I tirsdags sov vi ude i Nabulo for første gang og vi lavede ægte afrikans mad, sammen med vores sygeplejerske Janet - over glødende kul og under åben himmel. Det var smadder hyggeligt og hun synes det er rigtig sjovt, at vi gider. Derfor tager vi endnu en overnatning i morgen og skal prøve at lave noget der hedder fufu. Hvis vi kan finde kaninkød skal vi have det med, da der var en dum hund der løb af med vores dejlige antilopekød i tirsdags, vi måtte nøjes med kylling!

Mandag morgen kl.6 tager vi med ud til en langt væk landsby, Kalaxi, hvor man ikke kan tage bilen kun motorcyklerne til. Vi sidder derfor bag på to andre derud. Vi skal være med til at veje, vaccinere og registrerer de små børn og Abu vores klinik-dreng skal give nogle health talks.

I går havde Mette og jeg inviteret nogle af de lokale venner og bekendte til afrikansk trommespil, snogbrød, pølser og øl i haven og det blev en fin aften. Vi fik dem med til at synge med på ”vi har lejerbål her” og det hele!